En 21-årig mand satte lørdag nat tænderne i noget lidt usædvanligt på PV Cocktailbar i Aarhus.
Han bed nemlig en dørmand, der forsøgte at tilbageholde ham.
Politiet blev tilkaldt til cocktailbaren i Rosensgade i Aarhus kl. 01:15 lørdag, hvor den 21-årige mand var blevet bedt om at forlade stedet.
I forbindelse med bortvisningen var manden blevet aggressiv og slog ud efter en dørmand.
Dørmændene på stedet valgte derfor at tilbageholde ham indtil politiet ankom.
Men her nåede den unge mand at bide en dørmand i armen.
Den 21-årige mand, der er fra Skanderborg, blev anholdt og indbragt til politigården i Aarhus, hvor han blev sigtet for vold.
Manden er nu løsladt efter endt sagsbehandling.