Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

En tysk dreng, der skulle prøve at kitesurfe på den jyske vestkyst kom slemt til skade, da hans drage blev taget af et vindstød

Det var vel nærmest et under, da en 14-årig dreng i dag slap med et brækket håndled og et brækket ben.

Drengen, der var ude at kite-surfe blev grebet af et kraftigt vindstød. Han blev løftet op i luften og op over klitterne ved Børsmose Strand lidt vest for Varde.

- Jamen, han landede vel 200 meter fra stranden i en gryde oppe i klitterne, siger Verner Bloch Sørensen, der var indsatsleder, da Falck klokken 13.02 kom den forulykkede dreng til undsætning.

- Så det var da noget af en flyvetur, siger han med jysk underdrivelse.

Stranden er nemlig i sig selv 150 meter bred. Der hvor den slutter rejser klitterne sig 10 meter lodret op i luften.

Drengen landede et godt stykke bag ved kanten af klitterne.

Heldigvis for den spinkle dreng fungerede hans drage også som en slags faldskærm, så mødet med den faste landjord blev blidere, som man kunne frygte.

Det var drengens mor, der 13.32 slog alarm til 112, da hun skrækslagent havde fulgt sin søns ufrivillige drage-flyvetur og efter nogen tids søgen havde fundet ham i klitterne.

Vindstyrken ved Børsmose var ved middagstid omkring 14 meter i sekundet, hvilket svarer til kuling, mens vindstødene nåede op på 20 meter i sekundet, hvilket svarer til hård kuling fra vest.

Næppe et vejr at sende en spinkel 14-årig ud på et wakeboard efter en drage beregnet til voksne mænd.

- Det kræver, at man er meget erfaren at gå ud med drage i det vejr, siger Verner Bloch Nielsen til bt.dk.

Det var drengen og hans familie helt åbenbart ikke. I stedet kom de til at lægge nye alen til myten, om tyske turister, der af mangel på respekt for 'æ westerhav' bringer sig selv i livsfare.



Moderen til den 14-årige ses på billedet ovenfor i den mørke jakke med hænderne oppe foran munden.

- Hun var noget chokeret, da. Og med god grund, siger Verner Bloch Jørgensen.

Drengen måtte bæres fra sit leje i klitterne og ned til ambulancen. Han var først på hospitalet i Esbjerg klokken 15.10.  

Der vides ikke noget om hans tilstand ud over de to knoglebrud på håndled og ben.

Andre læser også