Desværre piger. Nu er Kit Harington, bedre kendt som Jon Snow i ’Game of Thrones’, blevet gift med sin skuespillerkollega Rose Leslie, der også er kendt fra den populære tv-serie.
Lørdag blev det 31-årige par gift i Skotland, hvor flere ’Game of Thrones’-stjerner dukkede op for at overvære ceremonien.
Her var det blandt andre Emilia Clarke (Daenerys Targaryen), Sophie Turner (Sansa Stark), Maisie Williams (Arya Stark), Peter Dinklage (Tyrion Lannister), John Bradley-West (Samwell Tarly), Liam Cunningham (Davos Seaworth), Gemma Whelan, (Yara Greyjoy) og Ben Crompton (Eddison Tollett), der deltog i brylluppet, ifølge Daily Mail.
Kit Harington mødte sin brud på ’Game of Thrones’-settet. Her spillede Rose Leslie Ygritte, som Kit Haringtons karakter, Jon Snow, mødte i anden sæson.
Kærligheden i Game of Thrones
Ygritte er en såkaldt wildling, som Jon Snow forelsker sig i og mister sin mødom til. Seerne blev også hurtigt vilde med parret, og Ygrittes sætning: ’You know nothing, Jon Snow’ i serien gik viralt verden over.
Som så mange andre forhold i serien ender deres forhold på tragisk vis, da Ygritte bliver skudt og dræbt med en pil i sæson fire.
Heldigvis fortsatte parrets forhold i virkeligheden bag kulisserne, efter de blev kærester i 2012. Det var dog først i 2016, at parret stod frem som kærester
Får Jon Snow en ny kæreste?
Indtil videre er der syv sæsoner i den populære tv-serie, som også har været fyldt med danske skuespillere såsom Nikolaj Coster-Waldau (Jaime Lannister), Pilou Asbæk (Euron Greyjoy), Frank Hvam (Citadel Maester), Birgitte Hjort Sørensen (Karsi) og Dar Salim (Qotho).
Den ottende og sidste sæson vil blive sendt til næste år, hvor seerne endelig vil få svar på, hvordan det skal gå alle deres yndlingskarakterer i Westeros, og om Jon Snow får sig en ny kæreste.