Den danske tv-verden festede og fejrede langt væk fra kameralinsernes sultne blikke, da årets TV Festival i aftes og i nat kulminerede i en storstilet gallafest.

I den store betonklods Hal D på Christianshavn cirkulerede produktionsfolk, værter og tv-chefer rundt mellem hinanden. Imens blev skulderklap, kindkys og tv-priser uddelt og udvekslet i en lind strøm.

Det var nemlig under middagen, at uddeling af TvPrisen 2010 fandt sted, og den blev givet i 28 kategorier.

Blandt vinderne var flere forudsigelige navne som »Paradise Hotel« for årets realityprogram, og »X Factor« for bedste tv-underholdning.

Men aftenens helt store stjerner var James og Adam Price, der overraskende høstede hele to priser. Både Seerprisen og bedste livsstilsprogram gik til de madglade DR2-brødre.

- Jeg aner ikke, om vi vinder noget. Vi har været nomineret til priser andre gange, og der har vi ikke vundet noget. Jeg lægger ellers meget vægt på min mavefornemmelse, men jeg fornemmer intet. Jeg håber bare på det bedste, var Adam Prices forsigtige forudsigelse, da B.T. mødte ham på den røde løber umiddelbart inden prisuddelingen. Bror James var ikke med til TV Festival, han sad og klimprede i tangenterne i cirkusrevy-teltet.

- Hvis vi vinder, så bliver jeg simpelthen så glad, og så ringer jeg til James med det samme. Og så pisker vi nok en lille sovs op i morgen, sagde levemanden Adam Price umiddelbart inden uddelingen.

Og sovs i lange baner under man de to brødre, hvis program »Spise med Price« efter overflytningen til DR1 fra DR2 er blevet set af gennemsnitligt 719.000 seere i alle aldre. Og mere end 2,5 mio. danskere har set programmet i alt.

Aftenens anden store triumfator var vinderen af årets tv-vært, der blev Anders Lund Madsen, som høstede juryens hyldest for sit populære chatprogram »Det nye talkshow«.