Geri Horner, som de fleste måske kender bedst med det tidligere efternavn Halliwell eller måske endnu bedre som 'Ginger Spice', er blevet mor i en alder af 44 år.

Sammen med sin mand, Christian Horner, er den tidligere Spice Girl blevet mor til en lille dreng. Det det meddelte hun selv til sine mere end 400.000 følgere på Twitter.

Geri Horner har i forvejen datteren Bluebell på 10 år fra et tidligere forhold, mens det er første gang at Christian Horner, der til dagligt står i spidsen for Formel 1-holdet Red Bull, bliver far. Deres nyfødte søn vejede knapt 3,5 kilo ved fødslen, oplyser Geri Horner på Twitter.

Forældreparret blev gift tilbage i 2015, og i oktober måned sidste år kunne den i dag 44-årige Ginger Spice fortælle, at parrets skulle være forældre til en lille 'Baby Spice'. Den lille ny kan sjovt nok fremover fejre sin fødselsdag sammen med den 'originale' Baby Spice, Emma Bunton, der kan fejre, at hun runder de 41 somre på samme dag, som sin tidligere kollegas nyfødte søn kom til verden.