Den tidligere Paradise-vinder Frederik Lilja gik natten til søndag amok på et diskotek i Aarhus, hvor han var i voldsom tumult med to dørmænd og slog en uskyldig gæst gentagne gange i hovedet.

Frederik Lilja var i festligt lag på diskotek Mojo i Aarhus, da han omkring klokken halv fem natten til søndag af uvisse årsager valgte at trække bukserne ned inde på beværtningen. Det var ikke noget, som passede diskotekets ansatte, og derfor blev han af to dørmænd bedt om at tage tøjet på igen. Det fortæller en af de ansatte til bt.dk. Det nægtede den ifølge vidner stærkt berusede Frederik Lilja, og derfor blev han bedt om at forlade stedet. Til sidst måtte to dørmand fysisk følge ham til døren, og her blev den tidligere Paradise-vinder meget voldsom og kastede nærmest de store dørmænd af sig. Derefter blev politiet tilkaldt.

Dørmændene kom på benene og beroliget ham, hvorefter de fik ham ud af diskoteksdøren og lukkede døren efter ham. Men ude på den anden side var Frederik Lilja meget argumenterende og endte til sidst med at slå en uskyldig diskoteksgæst på vej ind to-tre gange i ansigtet.

- Det gik blandt andet ud over en af mine venner, som endte på jorden, som billedet med de blodige skrammer også viser, siger diskoteksgæsten Silas Plejdrup, der var vidne til optrinnet, til bt.dk.

Herefter kom politiet til stedet omkring klokken fem og afhørte alle parter i sagen, men da der ikke var sket skade på dørmændene eller på diskotekets interiør, ønskede den ansvarlige på diskotek Mojo ikke at indgive anmeldelse. Det samme gjaldt for diskoteksgæsten, som kom i håndgemæng med Frederik Lilja.

- Der har været uenighed på stedet mellem parterne, men ingen ønsker at anmelde, bekræfter den vagthavende ved Østjyllands politi til bt.dk.

Frederik Lilja har nu fået et halvt års karantæne fra diskotek Mojo i Aarhus og den ansatte ved natklubben betegner hans opførsel som langt over grænsen for acceptabel adfærd. Bt.dk har dagen igennem uden held forsøgt at få en kommentar fra Frederik Lilja.