Politiet mener ikke, at der er beviser for at rejse en voldstiltale mod Livvagterne-stjernen Rasmus Bjerg.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Han var ellers blevet anmeldt for vold mod servitricen Anne Berenth på Vesterbro-værtshuset »Grotten« i København forrige lørdag.

Politiet har efterforsket sagen og afhørt både Rasmus Bjerg, Anne Berenth og flere vidner på stedet, heriblandt uafhængige vidner, der ikke kender nogen af parterne. Og deres forklaringer stemmer ikke fuldstændig overens med offerets.

- Det er rigtig nok, at der måske er revet i hår, men vidner forklarer, at det er sket i forbindelse med et fald og et uheld, fortæller politiadvokat Anders Dorph fra Københavns Politi.

Politiet har også gennemset videoovervågningen fra værtshuset, og den har blot været med til at bekræfte, at Rasmus Bjerg ikke er skyldig i bevidst vold.

- Der er ikke noget på dvd'en, der peger på forsætlig vold fra Rasmus Bjergs side. Der skal noget til for at få nogen dømt for vold, og det er vores opfattelse, at der ikke er grundlag for at rejse en tiltale for vold, siger Anders Dorph og tilføjer, at anmelderen altid har mulighed for at klage over afgørelsen.

Ifølge bartenderen Anne Berenth overfaldt Rasmus Bjerg hende, da hun bad ham skille sig af med en flaske sprut, han havde taget med fra et andet værtshus.

Det reagerede han ikke på, så hun tog sammen med en mandlig kollega fat i ham for at smide ham ud. Og det fik, ifølge hendes forklaring, Rasmus Bjerg til at hive fat i hendes hår og presse hendes hoved ned mellem hendes ben, hvorefter han flåede hende gennem værtshuset ved håret.

Rasmus Bjerg selv har forklaret, at han har haft en blackout og ikke kunne huske noget fra episoden. Han gik efterfølgende ned med stress og lukkede sig inde i hjemmet i Nørresundby.

- Jeg er sendt til tælling. Jeg er kendt som den sjove mand. Nu bliver jeg pludselig kendt som voldsmand. Jeg føler mig identitetsløs. Det er en helt ny rollesfære, og pludselig har jeg fået svært ved at føle, at jeg slår til som far og mand, fortalte han til B.T.

Han forklarede episoden med, at han har haft for meget om ørerne.

- Jeg har den seneste tid været stresset på mange planer. Jeg har påtaget mig alt for mange opgaver. Det havde været en glad og positiv aften. Rent intuitivt har jeg svært ved at tro, at jeg har været voldelig. Jeg er ikke en voldsforbryder. Jeg kan love alle i hele verden, at det her er en enlig svale, fastslog han.