En international musikkarriere kan være svært at forene med et trygt familieliv.

Det har Lukas 'Graham' Forchhammer måttet erkende i løbet af det seneste år, hvor han er fyldt 30 år, haft hittet 'Love Someone' på toplisterne og forsøger at holde sammen på familien med en datter på to år.

Den dårlige kombination kom til udtryk under et interview med Politiken, hvor forsangeren Lukas Forchhammer blev afbrudt af et opkald fra kæresten. Ifølge avisen var tonen mellem parret spids.

»Jeg har kort line hos hende (kæresten, red.) i øjeblikket. Og jeg er ikke så god til at fikse stemninger og irritation. Det er meget nemmere med konkrete, udtalte problemer. Men problemet er jo overordnet, at jeg har et hardcore job. Og at der ikke er nogen, jeg kan tale om det med eller lære af. Det er ekstremt svært at kombinere det at være omrejsende musiker med at være en tryg familie. På langdistancen. Men jeg vil lykkes med det! Jeg vil ikke være alene. Og jeg vil gerne have mange flere børn,« siger Lukas Graham i et interview med Politiken.

I interviewet fortæller han desuden, hvordan det skaber en kløft mellem dem, at han konstant rejser så meget, og at hun er 'presset'.

ARKIVFOTO. Lukas Graham.
ARKIVFOTO. Lukas Graham. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Lukas Graham har læst selvhjælpsbogen 'The Way of the Superior Man', der er en bog til den moderne mand.

Her har han fundet svaret på, hvorfor kæresten Marie-Louise Schwartz, som han har dannet par med siden 2016, har en kort lunte.

Ifølge ham står der i bogen, at kvindens opførsel altid er i afspejling af manden som partner. Men selvom forsangeren vil forsøge at forene de to modpoler i sit liv, ser det ikke ud til at ske foreløbig.

Efter nytår venter der nemlig koncerter i blandt andet England, Asien og Australien.

Arkiv. Bandet Lukas Graham.
Arkiv. Bandet Lukas Graham. Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

Hittet 'Love Someone' er desuden skrevet til datteren og kæresten, som han tidligere har sagt, at han gerne vil have flere børn med.

»Jeg vil gerne have flere børn, hvis jeg får lov. Jeg skal jo ikke være gravid eller føde. Mine søstre har fået to børn her cirka 18 måneder efter, jeg selv blev far. Det er bare dejligt. De er fede, når de er små. De er også fede, når de er større, men små børn er noget særligt,« sagde Lukas Graham til B.T. i september.