Der er allerede sagt og skrevet meget om Anders Matthesens optræden til awardshowet 'Guldtuben', hvor komikeren delte verbale håndmadder ud til nogle af tidens store YouTube-navne. Men Anders Matthesen er slet ikke færdig med at lange ud efter de unge stjerner og deres ditto publikum.

Onsdag gæstede den 42-årige komiker Radio24Syv-programmet '24syv Morgen', og her faldt snakken endnu engang på det omtalte show.

Forklædt som den fiktive internet-figur Jannik Rundholdt tilsvinede han i september nogle af Danmarks største YouTube-stjerner i grove og direkte vendinger, da han optrådte til deres eget prisuddelingsshow 'Guldtuben'. Og det faldt flere af de unge for brystet. Blandt andet blogger og YouTuber Fie Laursen.

»Der sad små mennesker på helt ned til seks år og så det, og jeg synes, det var grænsen at vise dem en adfærd, hvor man sviner andre mennesker til. Jeg synes, det var mærkeligt, at der til et børnearrangement promoveres sex og dildoer,« sagde hun til BT med henvisning til en af de såkaldte roasts fra 'Jannik Rundholdt', hvor han udtalte  sig om YouTuber Astrid Olsen:

»Jeg så en video, hvor hun lavede en køkken-haul (et koncept, hvor man gennemgår nogle af sine ting - i dette tilfælde viste Astrid Olsen alle sine køkkenredskaber frem, red.). Jeg synes hellere, du skal lave en haul i en pornobutik,« foreslog Anders Matthesens bramfri karakter fra scenen.

Men den kritik giver komikeren ikke meget for.

»Det er voksne mennesker (YouTuberne, red.), der selv sidder og laver videoer om sex og mødomme og menstruationssmerter, om hvem de har knaldet med, om diss-videoer med 'knep dig selv med en kæmpe dildo' og så videre, og så videre,« siger han i '24Syv'.

Anders Matthesen forklædt som Jannik Rundholdt.
Anders Matthesen forklædt som Jannik Rundholdt. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Her hentyder han formentlig til YouTuberen Johnni Gades sang 'Fie Laursen Diss Track', hvor han blandt andet synger, at bloggeren Fie Laursen 'kneppede sig selv med en kæmpe dildo, gjorde det så hårdt, at hun flækkede i to'.

I interviewet går snakken på, om 'Anden' - en af 00ernes største komikere - er blevet for gammel til nutidens standup-publikum, som tilsyneladende ikke kender ham eller forstår hans humor. Her vælger han at skyde tilbage mod de unge selv.

»Alle mulige har pissetravlt med at sige, at de unge forstår det ikke, og det er tarveligt, og de bliver kede af det. Man kunne også sige: 'De unge er ikke nærværende. De står med deres telefoner i hånden og er pisseligeglade med, om Mads Langer har øvet sig på sin guitar, eller hvad der ellers skal foregå på scenen. De venter på, at deres væddeløbshest bliver råbt op. Så da jeg går ind, er de slet ikke vågne, men idet jeg siger 'Fie Laursen', så drejer de hovedet op, og så hører de det, der er i det. Så bliv ude i virkeligheden, lille skat. Du står inde til et show, der er folk, der har øvet sig. Så vis respekt, og læg telefonen i lommen.' Det kunne man jo også sige. I stedet for at sige: 'Du må ikke stå og sige sådan noget, som ungerne ikke kan følge med i'. Så følg dog med, unger. Så op jer, for helvede. Der sker noget på scenen. Hvad er det, der sker?,« siger Anders Matthesen.

Fik du aldrig fat i, hvad Anders Matthesen sagde fra scenen, og hvad alle hans interne referencer betød, så har BT lavet en gennemgang, som du kan læse her.