Selvom faderens bortførelse står klar i erindringen som en hård prøvelse, er den grunden til, at Janus har succes både som skuespiller og tv-vært, mener han.

Det var traumatiserende for Janus Nabil Bakrawi at være bortført fra Danmark i fire år, men det er også grunden til, at han valgte at takke ja til rollen som vært på TV2s dokumentarprogram ‘De bortførte børn’, som havde 1,2 million seere allerede fra første afsnit.

- Min historie har været turbulent, og da jeg fandt ud af, at problemet var stigende - at mere end 100 børn lige nu er bortført - havde jeg lyst til at belyse det, siger han og erkender, det er en stor opgave, som ikke kun går ud på at tale til kameraet.

LÆS OGSÅ: 

- Jeg kan mærke, at jeg har stået med et meget stort ansvar, for hvad nu hvis jeg skuffede forældrene? Hvad nu hvis jeg ikke kunne hjælpe med at få deres børn hjem.

- Jeg er jo ikke kun vært. Når jeg taler med de medvirkende, taler jeg ud fra det, jeg selv har været udsat for, fortæller skuespilleren, der også har været en støtte for forældrene, når kameraerne ikke rullede.

Forældrene styret af frygt

- Jeg har fået indsigt i, hvordan det har været for min mor - og kan også se, at de forældre, der bortfører, er styret af angst, siger Janus, der i dag har tilgivet sin far.

Men ikke meget har ellers ændret sig siden dengang, han blev bortført i 1982.

- Hvis min far havde bortført mig i dag, ville vi stå med det samme problem som dengang. Der er ikke lavet klare aftaler med udlandet, der er ingen herhjemme til at tage sig af sagerne, der er ingen forening. Der er ikke noget som helst. Det synes jeg er frygteligt, siger han.

LÆS OGSÅ: 

Ud over rollen som vært på ‘De bortførte børn’ har Janus’ fortid også skaffet ham et hav af andre roller.

Udviklingen fra barndommen i Nærum, til tilværelsen i Jordan og efterfølgende teenageårene på børnehjem har gjort, at Janus er god til at omstille sig og falde til.

- Det er dét, jeg bruger som skuespiller, siger Janus, der bl.a. har haft succes med roller i tv-serierne Taxa, Forbrydelsen, Ørnen og på teaterscenen.

De resterende to afsnit af ‘De bortførte børn’ bliver sendt mandage klokken 20 på TV2.