Den tidligere grand prix-vinder Søren Poppe er klar til helt nye udfordringer.

12 år efter han vandt det danske Melodi Grand Prix med Rollo & King og sangen 'Der står et billede af dig på mit bord', springer han nu ud som massør. Det fortæller han til bt.dk.

- Der skulle simpelthen ske noget andet, så derfor har jeg valgt at uddanne mig til massør, siger den 41-årige Søren Poppe, der netop har åbnet en mobil massageklinik.

- Planen er at køre rundt til private og virksomheder i Region Nordsjælland. Det er en fantastisk service at kunne give folk, siger Søren Poppe, der i dag bor i Hillerød.

- Det hele er stadig meget nyt, og det tager tid at bygge et firma op. Så lige nu prøver jeg at bruge mit netværk og få nogle faste aftaler på plads, siger han.

Søren Poppe har de sidste fire år arbejdet i træningskæden Fitness World i Vanløse. Han valgte i 2008 at sætte musikken på hold, da han blev ramt af stress og depression.

- Det er hårdt at være musiker og selvstændig, og nu har jeg så valgt at blive selvstændig igen. Men denne gang har jeg en helt anden erfaring. Desuden kunne jeg mærke, at jeg havde brug for at prøve noget nyt, og derfor valgte jeg at skifte retning. Jeg blev færdig med massøruddannelsen for en lille måneds tid siden og sluttede af med et 12-tal, siger han med stolthed i stemmen.

rollo


Samtidig er musikken også vendt tilbage i hans liv. Det er sket, efter han sidste år blev han kontaktet af flere bookingbureauer, der gerne ville have ham ud og optræde igen.

- Det er primært på diskoteker, til julefrokoster og andre arrangementer, og det er rigtig sjovt. Musikken er tilbage men på hobbyplan, og det har jeg det rigtig godt med. Jeg kan tage ud og optræde, og når jeg så kommer hjem, kan jeg lægge det fra mig igen. Jeg skal ikke stresse over, om der kommer nok penge ind, eller om mine plader sælger godt, siger han og forklarer, at det var hans største hæmsko før i tiden.

I det hele taget går det rigtig godt lige nu, fortæller Søren Poppe. Det eneste, der stadig halter lidt, er kærligheden.

- Det har jeg ikke rigtig kunnet finde ud af de sidste par år. Efter at være ramt af depression og stress har jeg lært at bruge mere tid på mig selv. Jeg kigger mere indad. Det gjorde jeg aldrig før. Og så må vi se, hvad der sker med kærligheden en dag, siger han.