Forfatteren Henrik Nordbrandt er tirsdag morgen død efter kort tids sygdom.

Det oplyser hans familie til Gyldendal, skriver forlaget i en pressemeddelelse.

Han blev 77 år.

Henrik Nordbrandt debuterede i 1966 med digtsamlingen 'Digte', og siden levede han af sit forfatterskab.

Og det var da også først og fremmest som digter, han gjorde sig bemærket.

Han fik flere priser gennem årene. Blandt andet De Gyldne Laurbær i 1995 og Nordisk Råds Litteraturpris for digtsamlingen 'Drømmebroer' i år 2000.

Han har dog også udgivet bøger inden for så forskellige genrer som krimier, børnebøger, essays, dagbøger, fortællinger og en tyrkisk kogebog.

Nordbrandt havde et anstrengt forhold til det danske klima og boede en stor del af sit liv i Tyrkiet og Grækenland.

Mange husker sikkert hans beskrivelse af Danmarks grå og regnvåde november, som om den varede i flere måneder i digtet 'Året har 16 måneder' fra samlingen 'Håndens skælven i november' i 1986.

»Året har 16 måneder: November, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november.«

Først i de senere år flyttede han tilbage til Danmark.

I en sen alder nåede Henrik Nordbrandt imidlertid frem til, at november i virkeligheden ikke er den værste måned. Det er september.

»Her begynder forfaldet for alvor, fordi man er på vej ind i efteråret. Jeg begyndte at skrive et digt om det på et tidspunkt, men jeg kunne ikke gøre det færdigt.«

»Det var kraftedeme for uhyggeligt,« sagde han i 2017 til novemberudgaven af DSB-magasinet Ud og Se.

Henrik Nordbrandts digte er blevet oversat til en række sprog, blandt andet kinesisk. I 2008 udgav musikeren Mads Wæhrens en cd baseret på hans digte.

Sideløbende med sit forfatterskab har Henrik Nordbrandt studeret både kinesisk, tyrkisk og arabisk.

I 2021 udgav han digtsamlingen 'Så en morgen'.

Digtene i samlingen handler om alderdom, tab af evner og identitet og mistet kærlighed.