Fredag aften døde den folkekære komiker Jan Monrad af en blodprop i lungerne. Ifølge Jan Gintberg er det en utrolig trist dag.

»Det er trist, når en af de helt store satire-kæmper dør,« siger Jan Gintberg til BT.

Jan Monrad og Søren Rislund skabte stor glæde hos Gintberg, særligt da han var ung. Deres programmer var et »fantastisk åndehul«, der mindede ham om Monty Python.

»Jan Monrad skabte stor glæde. Når man hørte hans programmer, var det som om, at man havde frikvarter,« forklarer Jan Gintberg.

Læs også:

Det var de første radioreportager og albums, der gjorde det største indtryk på den danske komiker.

»Jeg lyttede virkelig meget til albummet “1991”. Det hev vi ned fra hylden. Hold nu helt op det var god satire,« siger Jan Gintberg, der understreger den fantastisk energi, der var, når duoen optrådte. Og folk elskede det.

»De holdt hinanden i et vanvittigt humør og gearede hinanden op,« påpeger Gintberg, der synes, at det var fedt, at de turde lave så upolitisk korrekt satire og underholdning.