Med ti scoringer fik Mathias Gidsel en drømmedebut ved VM, da håndboldlandsholdet slog Bahrain med 34-20.

Optakten var kaotisk og premieremodstanderen uortodoks, men det danske håndboldlandshold har ikke mistet fokus på det, VM egentlig handler om.

Hovederne var skruet helt rigtigt på, da Danmark hentede en overbevisende 34-20-sejr over Bahrain i holdets første kamp i titelforsvaret i Egypten.

Med slutrundedebutanten Mathias Gidsel som den store oplevelse sørgede det danske hold for, at kampen aldrig blev spændende. Og landstræner Nikolaj Jacobsen kan tage flere positive ting med videre i turneringen.

Ikke mindst, at hans spillere ikke lod sig gå på af meldingen om Emil Jakobsens positive coronatest tidligere på dagen. Heller ikke af usikkerheden om resultaterne af den nye testrunde, der først lå klar halvanden time før kampstart.

I stedet satte holdet rutineret tingene på plads i en velgennemført første halvleg, der blev vundet 19-10.

Javel, Bahrain er ingen skræmmende modstander. Holdet har kun vundet én ud af 22 VM-kampe, men alligevel var danskerne nervøse før åbningskampen.

De to tidligere møder med Bahrain var begge grimme og uskønne forestillinger uden rytme. Det blev det ikke denne gang, og det skyldes i vid udstrækning landstrænerens træk med at sætte 21-årige Gidsel ind i startformationen.

GOG-backen har hurtige fødder og er glat som en ål, og hans evige udfordringer slog fuldstændig Bahrains forsøg på offensivt forsvar i stykker.

Med en pragtpræstation og hele ti scoringer fik han en VM-debut, man ellers kun kan drømme om. Og sammenspillet med især assistkongen Mikkel Hansen kan også blive et stærkt våben mod bedre modstandere.

For landstræner Nikolaj Jacobsen, der havde forventet at skulle spille "smalt", var det opløftende, at han kunne trække folk som Niklas Landin, Mikkel Hansen og Lasse Svan ud af kampen efter 40 minutters spil.

Da førte hans hold 24-12 mod en modstander, der for længst havde mistet modet.

Jacob Holm fik vist, at også han løber rundt med et imponerende fodskifte, og Lasse Andersson fik især i forsvaret masser af spilletid.

Alt andet end to danske point havde været en gedigen fiasko, men der er forskel på sejre, og dette var en overraskende smertefri VM-premiere.

Landstræneren råder over en trup med stor bredde og mange forskellige typer. Hvor langt det rækker, skal der bedre modstandere til at afgøre.

Det er formentlig hverken DR Congo eller Argentina, der venter i de to øvrige kampe i den indledende runde.

Kan Danmark spille med samme kølige koncentration som i åbningskampen, og kan holdet styre uden om flere coronatilfælde, bør hverken argentinere eller congolesere kunne udgøre nogen trussel.

/ritzau/

Genoplev kampen her: