Kvinder fra TuS Metzingen gjorde et ubehageligt fund, da de trådte ind i omklædningsrummet efter en træning i denne uge.

Her fandt en spiller nemlig to skjulte kameraer, der var placeret således, at kvinderne blev filmet, når de klædte om og gik rundt i omklædningsrummet med og uden tøj på.

Det skriver den tyske avis Bild.

Hændelsen blev omgående anmeldt til politiet, der mistænker en person tæt på holdet for at stå bag den lumre og kriminelle handling.

Håndboldklubben har ligeledes beskrevet hændelsen. De fortæller samtidig, at de har ophævet samarbejdet med den mistænkte person.

De skriver dog ikke, hvem den pågældende person er.

»Denne modbydelige handling, der er blevet udført af en fortrolig medarbejder, er simpelthen chokerende og har påvirket os alle. Men jeg er imponeret over, at vores spillere holder sammen og har besluttet at spille den næste kamp,« siger manageren, Ferenc Rott, til klubbens hjemmeside.

Selvom klubben har fyret den mistænkte, er efterforskningsarbejdet stadig i gang.