De danske mestre var overlegne i topkampen mod Kolding Der er næppe nogen, der vil modsige, at AG København på papiret har Danmarks suverænt stærkeste og bredeste trup. Og selv uden Joachim Boldsen i truppen burde holdet være klædt på til et overtag på hjemmebane mod Kolding uden så markante profiler som Bo Spellerberg og Kasper Irming.

Sådan så det bare ikke ud, da nummer ét og to i Håndboldligaen bød op til topduel på årets næstsidste dag i Boozt.com Arena, som de fleste vist bedre kender som Brøndby Hallen.

AG København lagde ud med at begå utroligt mange sjuskefejl, og havde det ikke været for flere klasseredninger af Kasper Hvidt, kunne Kolding allerede tidligt i kampen være kommet komfortabelt foran.

Nu 'nøjedes' jyderne i den decimerede udgave med at føre med et par mål de første 20 minutter, og det forspring var helt udlignet ved pausen, hvor der stod 12-12.

I slutningen af første halvleg begyndte der dog så småt at komme mere facon på AGK-spillet, og derfor var forventningen i den tæt pakkede hal, at hjemmeholdet efterhånden ville sikre sig et fysisk overtag mod den trods alt smalle Kolding-trup.

Og sådan gik det da også. Endda i særdeles markant grad. For i anden halvleg var der klasseforskel på de to hold. Kolding kunne slet ikke finde samme takter, fordi AGK-defensiven for alvor fik lukket af, hvorefter hjemmeholdets kontraekspress kom op i fart.

Og så kunne hjemmeholdet løbe, lege og sikkert spille Kolding helt ned under hallens gulvbrædder og vinde 28-20.

Dermed øger AGK forspringet i Håndboldligaen til Kolding på andenpladsen til fem point, og samtidig sikrer mesterholdet med 100 procent garanti sig en plads i årets slutspil allerede efter 18 af sæsonens 26 kampe i grundspillet.

Men det var der nok næppe nogen af de 5700 tilskuere i Brøndby, der på forhånd var i tvivl om ville ske.