Læge forudser, at polakken Robert Kubica tidligst kan køre Formel 1 igen i 2012.

Lægerne på det hospital der natten mellem søndag og mandag operede den kvæstede Renault formel 1-kører, Robert Kubica, forudser at polakken tidligst kan køre Formel 1 igen i begyndelsen af 2012.

- Det vil tage op til 12 måneder, inden Kubica kan bruge sin højre arm, siger professor Mario Igor Rossello, der som specialist i netop hånd- og armskader indtog en central rolle under operationen.

Kubica, der i sidste uge sluttede årets første Formel 1-test i Valencia som hurtigste mand, crashede med høj fart efter kun få kilometer på søndagens første hastighedsprøve i Ronda de Andorra-rallyet i Norditalien. Han ramte både en kirkemur og enden af et autoværn, der skar sig gennem motorummet og ind i cockpittet, hvor det pådrog polakken alvorlige skader på arme, ben og hofte.

- Det har været en meget vanskelig operation, fortæller Professor Rossello og tilføjer:

- Vi var i alt syv læger delt op i to hold, der arbejdede syv timer på at redde højre underarm og hånd.

Renault-teamets faste læge, Riccardo Ceccarelli, ankom kort efter ulykken til hospitalet og bistod de lokale læger ved operationen.

Selvom Professor Rossello antyder at Robert Kubica kan komme til at køre formel 1 igen i 2012, siger han også, at de næste fem til syv dage bliver afgørende for polakkens racer-fremtid.

- Først om en uge kan vi vurdere om blodcirkulationen i hånden vender tilbage. Og det vil tage endnu længere tid inden vi ved om hånden genvinder sin fulde bevægelighed.

Kubicas rallyulykke har chokeret Formel 1-verdenen, for polakken var en af de mest populære og respekterede kørere i feltet. Allerede søndag ankom Ferrari-kører Fernando Alonso til hospitalet og mandag besøgte både Renault-teamchef Eric Bouillier og teamets anden kører, russeren Vitaly Petrov, polakken.

Daniel Morelli, der er personlig manager for Kubica, talte kort med den kvæstede formel 1-kører, der hovedparten af tiden bliver holdt i en kunstig koma.

- Han har ikke lidt mental overlast, og det er det vigtigste lige nu. Men han har store smerter i hånd og ben, sagde Morelli mandag.

Robert Kubicas ulykke giver Renault enorme problemer kun en måned inden Formel 1-starten i Bahrain 13. marts. Teamet er bygget op om polakken, og Petrov, der blot har én Formel 1-sæson bag sig, kan ikke overtage førstekørerpladsen. Teamets reservekørere, Bruno Senna og Romain Grosjean, har heller ikke erfaring eller klasse til at overtage førstekører-pladsen i et team, der ud fra resultaterne i den seneste test kan blande sig i kampen om grandprix-sejre.

Renault-teamchef Eric Boullier siger:

- Hele teamet er chokerede over ulykken. Men vi stod bag hans beslutning om at stille op i rallyet: Robert elsker at køre rally, og både han og vi kendte til risikoen. Og det vil næsten være uforskammet at begynde at snakke om en afløser allerede nu.

Med Kubica ude har Renault pludselig desperat brug for en kører af Raikkonens kaliber, og forhandlingerne bliver måske genoptaget; nu med finnen i en langt stærkede position end for få måneder siden.