Det er ikke kun dig, der sveder i sommervarmen. Det gør dit køleskab også - og det udgør en sundhedsfare for dig. I værste fald kan det endda være livsfarligt.

På grund af de høje temperaturer bliver dit køleskab udsat for større temperaturudsving end normalt, når du åbner det. Og i mange danske hjem bliver køleskabslågen åbnet oftere, end den plejer, i disse dage, hvor vi har brug for iskolde forfriskninger til at køle os lidt af i varmen. Det giver højere temperaturer inde i køleskabet end normalt, og det kan gøre dit køleskab til en sand bakteriebombe, skriver JydskeVestkysten.

I et for varmt køleskab bliver maden lettere fordærvet, og det får bakterierne til at vokse på dine madvarer. Det lyder ulækkert, men er i udgangspunktet ikke decideret farligt. Problemet er dog, at bakterierne fra fordærvet mad skaber gode betingelser for salmonella- og listeriabakterier.

»Får man ikke dræbt bakterierne, kan man få ondt i maven eller kvalme, og i de allerværste tilfælde kan man blive ramt af alvorlige bakterier som salmonella eller listeria, som i værste fald kan være dødelige,« siger Inge-Lis Kyllesbæk Andersen, der arbejder med fødevaresikkerhed i Fødevarestyrelsen, til JydskeVestkysten.

Det er især fisk, kød og pålæg, der kan blive sundhedsfarlige bakteriebomber i et overophedet køleskab, som kæmper forgæves med at holde temperaturen nede, påpeger hun.

Om dit køleskab er en tikkende bakteriebombe eller ej, afhænger af, hvor proppet det er, hvor ofte du åbner det, og hvilke fødevarer du opbevarer i det. Især pålægget skal du være opmærksom på, da det allerede er tilberedt og du spiser det direkte fra køleskabet. Derimod kan du dræbe bakterierne, når du tilbereder eksempelvis kylling, oksekød og fisk, før maden ender på middagsbordet.