Lyt til artiklen

Vinicius Junior scorede målet, men Thibaut Courtois blev lørdag den store helt, da Real Madrid slog Liverpool 1-0 Champions League-finalen.

Liverpool havde således et markant overtag i både spil og chancer, men den belgiske sprællemand i Real-målet leverede mindst en håndfuld store redninger og var med afstand den mest afgørende spiller.

Det er 14. gang i Real Madrids historie, at klubben vinder Europas fineste klubturnering.

Liverpool tilspillede sig tæt på ti chancer af en vis størrelse i opgøret, men især profilerne Mohamed Salah og Sadio Mané manglede den afgørende skarphed i duellerne med Courtois.

Foto: FRANCK FIFE
Vis mere

Carlo Ancelotti er med triumfen nu den mest vindende træner i Champions League/Mesterholdenes Europa Cup. Han har vundet to gange med AC Milan og to gange med Real Madrid.

Finalen fik en kaotisk start. Den blev således udsat 36 minutter - officielt på grund af "sikkerhedsmæssige årsager", hvilket på stadion blev uddybet med "sent ankommende fans" ifølge AFP.

Da opgøret endeligt blev skudt i gang, startede det ganske roligt, inden Liverpool fra omkring et kvarters spil begyndte at trykke hårdt på.

Mohamed Salah, Sadio Mané og Thiago Alcântara testede alle Thibaut Courtois, og belgieren var en særdeles vigtig mand for Real Madrid.

Foto: GEOFFROY VAN DER HASSELT
Vis mere

Særlig stor var hans redning efter 21 minutter. Sadio Manés hårde afslutning blev således akkurat sendt på stolpen via Real-keeperens fingerspidser.

Real Madrid havde nærmest ingenting i de første 43 minutter, men så lynede målræven Karim Benzema efter en omgang tilfældigheder i Liverpools felt.

Dommeren Clément Turpin underkendte dog scoringen for offside, og efter flere minutters gennemgang af situationen bakkede VAR ham op.

VAR arbejdede markant hurtigere efter en times spil, da Real Madrid igen havde bolden i nettet.

Federico Valverdes flade afslutning røg over til Vinicius Junior ved bageste stolpe, og han kunne på kanten af offside nemt bringe Real på 1-0.

Målet satte yderligere fut under Liverpool, og Salah forsøgte sig både fra distancen og fra tæt hold i den følgende periode, men begge gange var Courtois igen-igen i vejen.

Foto: FRIEDEMANN VOGEL
Vis mere

Liverpool skiftede offensivt ind og blev mere og mere desperate i sin jagt på en udligning. Det gav chancer til Diogo Jota og Salah, men også plads og muligheder i den anden ende.

Meget passende sluttede finalen dog med, at Courtois greb en lang bold og sparkede den ud, hvorefter der blev fløjtet af.

Genoplev B.T.s LIVE-blog herunder: