Lyt til artiklen

Douglas Luiz er rasende.

Det er han, fordi tv-værten Milton Neves på Twitter har delt en bestemt video.

I videoen ser man fodboldspilleren Alisha Lehmann, der netop har scoret et mål. Og det fejrer hun ved at hoppe og så vende ryggen til, skriver Daily Mail.

Videoen zoomer ind på Alisha Lehmanns ryg, og det har fået Milton Neves til at stille spørgsmålet: 'Uden at spole tilbage, hvilket nummer var der så på hendes trøje? Se den og kommenter.'

Et opslag, Douglas Luiz mildest talt er utilfreds med. Han er nemlig kæreste med Alisha Lehmann, og han bryder sig bestemt ikke om måden, den 71-årige tv-vært udstiller hende på.

'Du er gammel, har flere års erfaring med fodbold og deler så en video, der ikke respekterer kvindelige fodboldspillere eller kvinden – som også er min kæreste,' skriver Luiz på Twitter og fortsætter:

'Du har ikke lært, hvad respekt er, det er bullshit,' lyder det fra fodboldspilleren om videoen, som Milton Neves efterfølgende har slettet fra sin Twitter-profil.

Alisha Lehmann spiller også for Aston Villa, og klippet kommer fra holdets sejr over Manchester City i sæsonens første kamp. Her var det netop Lehmann, der scorede det første mål i kampen, der endte 4-3 til Aston Villa.

Milton Neves, der også er radiovært i Brasilien, er flere gange kommet i vælten i kølvandet på kontroversielle bemærkninger. Han har endnu ikke reageret på Douglas Luiz' vrede udbrud.