Den tidligere OB-spiller, Johan Absalonsen, blev matchvinder, da Sønderjyske vendte 1-0 til 1-2 og fik tre vigtige point til Superliga-tabellen.

»Jeg er super glad. Det var virkelig en forløsning at vinde kampen, og jeg syntes, vi starter kampen fantastisk, hvor vi sidder på kampen. Derefter lader vi OB komme ind i kampen og kommer bagud 1-0. At vi kommer tilbage og vinder kampen 2-1 er helt fantastisk, sagde Johan Absalonsen efter kampen, og fortsatte:

»Vi spiller ikke naivt og bliver ved med at tro på vores koncept, hvor vi står solidt på banen. Vi vidste, at chancerne nok skulle komme, det gjaldt bare om at udnytte dem, og det gjorde vi i dag,« sagde han til TV3 Sport 1 efter kampen.

Dermed gav sønderjyderne det perfekte svar på tiltale efter 5-0-nederlaget til AaB inden landskampspausen.

Med sejren rykker Sønderjyske op på tredjepladsen i Superligaen - kun overgået af FC Midtjylland og FCK.