Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Dortmunds spanske forsvarsspiller Marc Bartra har efterlyst en fan efter hendes fantastiske støtte til holdet ved at sidde blandt rivalerne fra Schalke 04 iført sin Dortmund-trøje.
Lørdag var Dortmund på besøg hos de evige rivaler fra Schalke 04. Kampen endte 1-1, men efterfølgende var det ikke resultatet, der stjal fokus. Det var i stedet et billede af en enlig Dortmund-supporter, der havde sat sig midt i et blåt hav af Schalke 04-trøjer iført sin iøjefaldende gule Dortmund-trøje.
Det fik Marc Bartra til at efterlyse kvinden over Twitter. Han ønskede at hylde kvinden med et møde og en trøje i gave til hende for at støtte holdet, selvom det krævede hun måtte sidde blandt ’fjender’.
»Jeg vil møde denne kvinde. Vil i hjælpe mig med at finde hende? Jeg vil give hende min trøje! Hjælp mig ved at retweete + hashtag,« skrev Marc Bartra på Twitter.
Mandag var der så bonus og det fik spanieren til at juble på Twitter:
»Yesss!! Tak til alle: Fans, medier... Jer alle sammen! Vi har fundet vores modige supporter. Et løfte er et løfte. Vi ses snart Steffi!« skrev han.
Torsdag var hun forbi en Dortmund-træning, hvor hun mødte Bartra – et af hendes store idoler – skriver det engelske medie Daily Mail. Her fik hun Marc Bartras kamptrøje fra lokalopgøret, som han gavmildt havde signeret.
»Fantastisk at møde Steffi i dag!!!! Det har været en rejse og en sand fornøjelse. Tak til alle,« slutter spanieren jagten på den modige kvinde.