Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Fifa-reglen, der gør det muligt for Anders Dreyer at forlade russiske Rubin Kazan, påkalder sig stor vrede.

Rusland langer kraftigt ud efter Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) for at destabilisere landets fodboldøkonomi.

Det er tirsdagens Fifa-beslutning om, at udlændinge i russisk klubfodbold også i den kommende sæson kan suspendere deres kontrakter, der har fået russerne til at reagere.

Ruslands invasion af Ukraine fik i foråret Fifa til at åbne muligheden for at udlændinge i nogle få måneder kunne komme ud af deres kontrakter.

Med forlængelsen mener Ruslands Fodboldforbund og den russiske liga til gengæld, at Fifa er gået for vidt.

Danske Oliver Abildgaard har ligesom Anders Dreyer befundet sig i Rusland hos klubben Rubin Kazan.
Danske Oliver Abildgaard har ligesom Anders Dreyer befundet sig i Rusland hos klubben Rubin Kazan. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Vi mener, at beslutningen om at gøre det muligt at suspendere kontrakter modsiger Fifas egne regler. Det er diskriminerende. Og det gøres mod et medlem af fodboldfamilien, som er uden skyld« skriver forbundet og ligaen i en fælles udtalelse.

»Beslutningen underminerer fuldstændig principperne om kontraktuel stabilitet og vores turnerings integritet. Den gør det muligt for spillere og trænere at se bort fra deres kontraktuelle forpligtigelser« lyder det videre.

Ruslands Fodboldforbund og den russiske liga mener, at en potentielt udenlandsk spillerflugt kan ramme klubbernes økonomi hårdt.

»Hvordan kan man foretage langtidsplanlægning, når en spiller - måske den mest værdifulde - kan forlade et hold, uden at der er en kompensation?«

»Dermed er en kontrakt ikke længere den mekanisme, der beskytter både klub og spiller. Denne præcedens er et skidt tegn for hele fodboldindustrien,« skriver forbundet og ligaen.

Russerne meddeler samtidig, at man er parat til at tage retlige skridt mod Fifa.

Reglen, der gør det muligt at komme ud af en kontrakt i russisk fodbold, blev i marts benyttet af Anders Dreyer, der skiftede fra Rubin Kazan til FC Midtjylland.

Det er endnu uvist, hvor Dreyer fortsætter karrieren, selv om danskeren er på kontrakt i Rubin Kazan frem til 2026.

/ritzau/dpa

Andre læser også