Morten Nordstrand spillede sin sidste kamp i FC Nordsjælland mod Esbjerg og forlader klubben på en fri transfer

Spillerne i FC Nordsjælland tager nu hul på vinterferien, hvor de givetvis flygter i flæng ned til varme destinationer.

Men det er nu, at den sportslige administration med klubejer Allan K. Pedersen og Jan Laursen samt træner Ólafur Kristjánsson skal give den en skalle. Forude venter tre kontraktudløb med nøglespillere til sommer. Anfører Patrick Mtiliga, Kasper Lorentzen og Mario Ticinovic.

Alle tre skal FCN have en snak med hurtigst muligt før nytår, bekræftede Jan Laursen fra FCNs sportslige ledelse.

Sikkert er det, at Morten Nordstrand optrådte for sidste gang for Nordsjælland i 0-0 kampen mod Esbjerg, hvor gæsterne var heldige med at få point. Nordstrand blev skiftet ind fra starten af anden halvleg for at få FCN mere offensivt med i kampen, men det hjalp ikke i opgøret, hvor Esbjerg lagde stort tryk på. Også Søren Christensen, der har været stamspiller i efteråret, ventes at forlade FCN med kontraktudløb, når nytårsklokkerne ringer ind til 2015.

»De meldinger, der har været fra Søren, er, at han gerne vil prøve noget andet på det her tidspunkt i karrieren. Det har vi accepteret, og så må vi se, om han finder noget. Ellers er vi stadig åbne for en snak med ham,« sagde FCN-træner Ólafur Kristjánsson.

Både Kristjánsson og Jan Laursen lægger begge op til, at der kan komme spillere den anden vej, når FCN nu mister to mere rutinerede spillere.

»Vi mister noget rygrad med de her spillere, og der må vi kigge på, hvad mulighederne er. Vi er i hvert fald opmærksomme på markedet, sagde FCNs islandske træner.

Morten Nordstrand går nu på vinterferie uden at kende sin fremtid. Som BT kunne fortælle i sidste uge, så bejler AGF til ham med en et-årig kontrakt. Nordstrand ønskede ikke at bekræfte dialogen med AGF, men åbnede op for et skifte til Aarhus.

»Det kunne måske godt være en interessant mulighed for mig. Jeg kender jo Morten (Wieghorst) fra tidligere og har haft et godt samarbejde med ham. Jeg har ikke sat en deadline for, hvornår jeg træffer en beslutning. Det bliver, når det rigtige kommer. Det kan være om to dage eller om tre uger,« sagde Nordstrand.

Han afslørede desuden, at han kunne skrive under med en klub i morgen, hvis han ville, uden dog at komme nærmere ind på bejlere.