Lyt til artiklen

Lionel Messi er årets spiller i Europa. Han fik tildelt prisen i forbindelse med torsdagens lodtrækning til Champions League. Dermed overtager han titlen fra den evige rival Cristiano Ronaldo.

54 tilstedeværende journalister havde tre kandidater at stemme på. Udover Lionel Messi var det netop Christiano Ronaldo - og Messis holdkammerat i FC Barcelona Luis Suarez. Og her faldt valget altså på den lille argentinske troldmand.

»Jeg er meget glad. Det er en titel, jeg vil dele med mine holdkammerater, for uden dem ville det ikke have kunnet lade sig gøre,« sagde Lionel Messi efter kåringen.

Messi havde en fantastisk sæson sidste år, hvor det blev til 58 mål og derudover sejre i den spanske liga, Champions League og den spanske pokalturnering.

Gianluigi Buffon og Neymar blev nummer fire og fem i afstemningen.