Brøndby overlevede og gik videre i en kamp, der bød på så meget dramatik, at det var svært at følge med. 2-2 endte kampen mod cypriotiske Omonia, og det var nok til at sende Brøndby videre i Europa League.

BT fangede kort efter slutfløjt Brøndbys træner Thomas Frank på en telefon fra Cypern, og det var en lykkelig mand, der hyldede sine spilleres præstation.

»Det er det vildeste, jeg har oplevet. Jeg sagde til gutterne inden kampen: Det her, det bliver en oplevelse i aldrig glemmer. Og det havde vi forberedt os på. Men før det bliver en fortælling, værd at fortælle, så skal man gå videre. At vi så gjorde på den her fuldstændig sindssyge måde med to straffespark, et rødt kort til vores målmand og en markspiller på mål, det er jo helt vildt. Det var en kæmpe mandfolkeindsats, og der skal lyde en stor ros til drengene,« sagde Thomas Frank til BT efter kampen.

Thomas Frank benyttede også lejligheden til at rose sin finske angriber Teemu Pukki, der scorede Brøndbys to mål.

»Vi har en vild stærk angriber i Teemu Pukki, som scorer to kliniske mål. Men hele holdet skal roses for denne her præstation,« sagde Thomas Frank, inden han kiggede frem perspektivet ved den samlede sejr:

»Vi har samlet positiv erfaring hernede ved at gå videre, og det vil vi overføre til Superligaen. Det er også en glæde for os, at gå videre på en sindssyg svær udebane og mod et hold fra Cypern – det har vi danske hold savnet,« lød det fra Thomas Frank med henvisning til, at de danske hold har en broget historik mod hold fra Cypern.