Borussia Dortmund var meget tæt på den helt store overraskelse mod Real Madrid i Champions League.

Foran 2-0 havde tyskerne flere kæmpe chancer for enten at sende kampen i overtid eller at komme direkte videre til semifinalerne, på trods af at Real Madrid på forhånd havde et tremåls forspring.

Tyskernes forsvarskrumtap Mats Hummels mente da også, det ville have været en helt speciel præstation, hvis Dortmund var gået videre i Champions League.

- Vi kunne have skabt en af de største sensationer i fodboldhistorien, sagde Hummels efter kampen.

Dortmund havde alle muligheder i kampen for at komme foran med 3-0. Både Henrikh Mkhitaryan og Kevin Grosskreutz havde kæmpe muligheder for at score. Og i første halvleg lignede Real Madrid et middelmådigt hold.

- Det er ærgerligt at det ikke lykkedes. Vi viser igen og igen, hvor meget styrke der er i det her hold. Vi spillede på en måde, som man sent vil glemme.