Efter tre kampe ligakampe i træk uden sejr kom Lyngby BK tilbage på rette spor med en 4-1-sejr ude over Hobro IK i 1. division.

Det kan holdet takke anfører Frederik Gytkjær for. Han stod for tre mål.

Med sejren skyder Lyngby sig op på en delt førsteplads med AC Horsens og Esbjerg. Alle tre hold har 15 point, men Horsens og Esbjerg har spillet en kamp færre.

Hobro indtager niendepladsen med ni point.

Begge mandskaber var mødt op med ambitionen om at spille offensiv fodbold. Det gav god underholdning og masser af liv i begge felter.

Lyngby havde et lille overtag i starten, men det var det nordjyske hjemmehold, som slog til først.

Søren Andreasen var mest vaks, da en bold var fri i feltet, og han sparkede fladt føringsmålet ind.

Jublen havde dårligt lagt sig, før Lyngby svarede igen. Og det var den tidligere Hobro-angriber Jesper Cornelius, der i høj grad sørgede for udligningen.

Han rykkede fri af Hobros forsvar og chippede bolden ind foran mål, hvor 32-årige Gytkjær let kunne dirigere den i nettet fra en meters afstand.

Niveauet dalede efter pausen. Især Lyngby sled med at finde niveau fra de første 45 minutter, og det gav Hobro et overtag.

Nordjyderne fik skabt en del kaos i Lyngby-feltet ved at hælde mange bolde derind, og det var tæt på at ende i en scoring ved flere lejligheder.

Bedst som Hobro var ved at intensivere presset, slog gæsterne til. Og igen var det den erfarne måltyv Gytkjær, som var på pletten.

Det var faktisk en fejlaflevering af en holdkammerat, men den endte hos angriberen. Mens Hobro sov og appellerede for offside, vendte angriberen rundt og sparkede den fladt ind i det lange hjørne.

Hobro kom sig aldrig oven på dukkerten. Og efter at have brændt en stor chance fuldbyrdede Gytkjær sit hattrick i 84. minut med en fiks afslutning bag om støttebenet.

I overtiden kom også indskiftede Mathias Kaarsbo på måltavlen.

/ritzau/