Landsholdsåret er slut for Danmark, og hvis det ikke var for spillernes klubber, havde de danske drenge nok kørt på med en af de helt store afslutningsfester efter et vildt år.

Og til sådan en fest hører også kåringer af enhver slags – fra årets spiller og årets kammerat til den største bommert og den vildeste nedtur.

Der er plads til det hele og specielt efter et år, hvor Danmark altså nåede helt til semifinalen ved EM og som et af de første lande kvalificerede sig til VM i Qatar.

Så her får du B.T.s bud på kåringer fra Danmarks landsholds 2021:

Foto: JUSTIN TALLIS
Vis mere

Årets overraskelse: Mikkel Damsgaard

I 2020 gik snakken på, om den lidt tynde og spinkle Mikkel Damsgaard havde, hvad der skulle til, for at præstere i en klub som Sampdoria i en stærk række som Serie A. Sidste år fik han alligevel lige snuset lidt til landsholdet for første gang i en testkamp mod Sverige.

Nå ja, det er fint nok, men det er jo ‘bare’, hvad det er – en venskabskamp. Nu er Mikkel Damsgaard tæt på at være uundværlig – særligt med tanke på, at Christian Eriksen er fraværende, og ingen andre danskere kan åbne et forsvar som de to.

Damsgaard fik 12 landskampe i 2021, var Danmarks helt store åbenbaring under EM, og nu taler alle om, hvorvidt han er for stor – i fodboldmæssig forstand – til Sampdoria, og om han ikke burde spille i Real Madrid og klubber i den kaliber. Sikke en udvikling!

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Årets nedtur: Henrik Dalsgaard

Han var fast mand under Åge Hareide og essentiel for nordmandens måde at spille fodbold med det danske landshold på. Men ganske som ventet er han gledet helt ud under Kasper Hjulmand, der er gået efter andre dyder end power og luftkraft på backen.

Ikke ét eneste minut har Henrik Dalsgaard fået på banen i 2021, og hans seneste udtagelse var mod Moldova i marts.

De fleste er nok glade for Kasper Hjulmand som dansk landstræner, men hvis der skulle findes en, der gerne havde været foruden det skifte, er det nok Dalsgaard. Han bander nok Hjulmand væk.

Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere

Årets kammerat: Simon Kjær

Vi glemmer aldrig billederne af Simon Kjær, der sprintede frem til Christian Eriksen, da de fleste gik i baglås, mens den danske superstjerne kollapsede på Parkens græstæppe.

Kaptajn Kjær var en af de første ved sin private ven, og da han sørgede for at slå ring om Eriksen med det meste af holdet, stod Kjær ikke med ryggen til. Han pressede alle sine tanker ned i arbejdet på Danmarks 10’er.

Og da Christian Eriksens kone, Sabrina, – mor til deres to fælles børn, knust trådte ned for at se til sin mand, kom Simon Kjær også løbende for at trøste og levere besked om Eriksens tilstand. Du finder ikke en større kammerat end Kjær i 2021 – det er en jordskredssejr.

Foto: FRIEDEMANN VOGEL
Vis mere

Årets spiller: Joakim Mæhle

Der har været så mange gode spillere. Simon Kjær, Andreas Christensen og Pierre-Emile Højbjerg snuser alle Joakim Mæhle lige i måsen, for nordjyden er altså vores mand, når det kommer til 2021’s bedste landsholdsspiller.

Han har ikke bare scoret syv mål i 18 kampe fra wingbacken, hvilket er vanvittigt nok i sig selv. Han har også fuldstændig defineret, hvad en back kan bidrage med i Hjulmands system.

Uden Mæhle spillede Danmark måske ikke med en tre backkæde, for den er der også for at give Atalanta-spilleren offensiv frihed. Mæhle er Hjulmands signaturspiller. Hvis vi kun skal pege på en spiller, der skulle repræsentere Hjulmands landshold, var det Mæhle.

Årets bommert: Philip Billing

»Nu skal jeg passe på med, hvad jeg siger.« Og så sagde han det alligevel. Philip Billing har haft et fedt år på klubplan, hvor han i Bournemouth med seks mål og tre assister har en stor aktie i, at klubben fører Championship og har kurs mod Premier League.

Men relationen mellem landsholdet og Billing i 2021 har været en katastrofe, og han har ikke været i nærheden af et minut på banen. I maj, da Kasper Hjulmand udtog sin EM- trup, var Billing ikke udtaget, og så smed han bomben i B.T. med disse ord:

»Min far er fra Nigeria, så jeg har da tænkt over det, og jeg ved, at Nigeria meget gerne vil have mig. Jeg har snakket med træneren flere gange, så det er da noget, jeg har tænkt mere over, efter jeg ikke er blevet udtaget til EM,« forklarede han.

Siden prøvede Kasper Hjulmand at afdramatisere Billings flirt med det nigerianske landshold, men faktum er, at midtbanespilleren ikke er blevet set i en dansk landsholdstrøje. Det har disse ord næppe gjort noget positivt ved.