Keld Bordinggaard har forhandlet med Jim Stjerne Hansen om at overtage landsholdet, imens Morten Olsen overvejede sin fremtid.

Han har været i spil til posten. Har forhandlet med Jim Stjerne Hansen om at blive A-landstræner. Men Morten Olsens mange forlængelser og Keld Bordinggaards klubambitioner har betydet, at han aldrig har fået landstrænertjansen.

Også selv om han stod for tur efter at have været både assistent for A-landsholdet og træner for U21-landsholdet og efter at have været med til at udvikle 'den røde tråd'.

- Landstrænerposten var ikke en post, jeg kandiderede til i denne omgang. Jeg var jo godt klar over, at et godt resultat ved U21 EM ville søsætte mig på kandidatlisten igen. Om jeg havde fået tilbuddet, hvis vi havde klaret os godt ved EM, kan jeg kun gisne om. Men det var aldrig en post, jeg gik efter i denne omgang, netop fordi jeg vil ud og træne på klubplan, og det meddelte jeg også Jim Stjerne, siger Bordinggaard.

Den 49-årige træner har tidligere haft forhandlinger med generalsekretær Jim Stjerne Hansen om at blive landstræner, afslører han.

- Jeg har på tidligere tidspunkter snakket med Jim om at blive A-landstræner. Det var specielt på et tidspunkt, hvor jeg var assistent, og Morten var i tvivl om, hvorvidt han ville fortsætte eller ej, siger Bordinggaard, som ikke vil komme med detaljer om forhandlingerne.

Bordinggaard var assistent fra 2002 til juni 2006. Og det var præcist i juni 2006, at Olsen forlængede med DBU, så det er nærliggende at tro, at det var på det tidspunkt, Bordinggaard var i spil til landets højeste fodboldembede.

- De gange, jeg har haft tilbuddet fra Jim, har jeg ikke følt, at det var den tid for mig. Folk siger, at det må være et drømmejob at blive dansk landstræner, men det kommer an på, hvad målestok man har. Lige nu har jeg lysten til at prøve mig og mine idéer af ude i klubberne.