Tirsdag aften måtte FC Barcelona for første gang undvære Lionel Messi, der tidligere på ugen blev dømt ude i op til to måneder med en knæskade. Trods store problemer lykkede det dog de forsvarende Champions League-mestre at slå tyske Bayer Leverkusen med 2-1 efter en hektisk slutspurt.

Med to sene mål af Sergi Roberto og Luis Suarez, vendte Barcelona således et truende nederlag til tre vigtige point.

Inden opgøret kunne de forsvarende mestre ellers finde en smule trøst i statistikkerne. I de seneste fem sæsoner har Barcelona måttet undvære Messi i 39 kampe.

Her er det blevet til hele 34 sejre, to uafgjorte og blot tre nederlag. Og målscoren er ikke mindre imponerende med en total på 101 scorede mål mod 24 indkasserede.

Men selvom det umiddelbart på forhånd lød overkommeligt, måtte de forsvarende mestre kæmpe hårdt for sejren. Efter flere store chancer i begyndelsen af opgøret, kom favoritterne overraskende bagud, da den græske forsvarsspiller Kyriakos Papadopoulos steg til vejrs foran ter Stegen, der ikke så alt for heldig ud, og headede gæsterne i front.

Derefter fulgte en intens og underholdende første halvleg, hvor Barcelona for alvor så ud til at mangle Messi. Chancer blev brændt på stribe, hvor både forsvarsspillere, stolpen og en velspillende Bernd Leno i målet stod i vejen for en udligning.

Presset fortsatte i anden halvleg, men først med ti minutter igen lykkedes det så endeligt for hjemmeholdet at bryde den tyske forsvarsmur ned, da indskiftede Sergi Roberto udlignede, inden Luis Suarez hamrede sejren hjem med et fremragende hug fra kanten af feltet.

Med sejren har Barcelona fire point for to kampe, efter et uafgjort resultat mod Roma i første runde. Romerne tabte ude 2-3 til BATE Borisov fra Hviderusland.