Manchester United, Tottenham, Juventus og Inter udkæmper en kamp om at få fingrene i et helt særligt dansk forsvarstalent.

22-årige Joachim Andersens kanongennembrud i Serie A-klubben Sampdoria har nemlig gjort ham til af de varmeste navne på rygtebørsen i dette transfervindue, hvor han kædes sammen med nogle af Europas største klubber.

Og der er ifølge B.T Sports oplysninger ganske meget bund i rygterne, som i de nævnte klubbers tilfælde har udmøntet sig i konkret interesse i at købe den danske U21-landsholdsprofil fri for et rekordstort millionbeløb.

Eksempelvis kan det nævnes, at mægtige Manchester United ifølge B.T.s kilder er klar til at smide den store mønt efter Andersen i dette transfervindue som en forstærkning af storklubbens forsvarskæde.

Joachim Andersen i duel med AS Roma-bomber Edin Dzeko.
Joachim Andersen i duel med AS Roma-bomber Edin Dzeko. Foto: ALBERTO PIZZOLI
Vis mere

Og at Tottenham ser ham som en afløser for Toby Alderweireld, der skal væk til sommer. Christian Eriksens klub ønsker at købe Andersen nu, så han kan starte i Premier League-topklubben til sommer.

Derudover skulle både Inter og Juventus også have været i kontakt med Andersens lejr om et muligt skifte.

Men unge Andersen er angiveligt iskold over for de store beløb, som storklubberne forsøger at lokke ham med. Den nævnte pris er ellers svimlende 300 millioner kroner, hvilket ville gøre ham til den suverænt dyreste danske fodboldspiller nogensinde.

»Det rager ham en skid. Han er meget bevidst om, at han får spilletid i Serie A hver eneste weekend. Det er det vigtigste. Så tager han det andet, når det kommer,« siger hans far, Jacob Andersen, som dog ikke ønsker at kommentere på de enkelte klubbers interesse i sin søn.

Joachim Andersen forlængede i november sin kontrakt med Sampdoria.
Joachim Andersen forlængede i november sin kontrakt med Sampdoria.
Vis mere

Men han vil gerne afsløre, at Joachim Andersen helst vil blive i Sampdoria, som han i efteråret lavede en ny stor kontrakt med - 13,5 millioner kroner efter skat scorer han frem til 2022 om året i Genoa-klubben.

»'Jeg skal i hvert fald være her til sommer,' siger han til mig. Og han tager gerne en sæson mere. Det er jo et godt hold, og han er glad for byen. Han har ikke noget hastværk. Han tror fuldt og fast på, at han nok skal få den karriere, han har planlagt oppe i sit hoved,« siger Jacob Andersen, som til daglig er bestyrelsesformand i superligaklubben Vendsyssel FF.

Denne coolness, modenhed og velovervejethed omkring sine karrierevalg er en af de styrker, som fremhæves omkring Joachim Andersen, og som har været med til at skubbe ham hurtigt frem i sin kometkarriere.

Det fortæller René S. Andersen, som var U19-træner i FC Midtjylland, da Greve-knægten Joachim Andersen som 15-årig skiftede hovedstadsområdet, mors kødgryder og FC Københavns talenthold ud med FCM's fodboldakdemi i Herning.

»Han havde ikke en udstråling som en 15-årig. Han var mere moden. Og han var stor. 190 cm allerede der. Og fysisk stærk. Og så havde han fået en opdragelse, hvor han tog vare på sig selv. Han ringede ikke hjem, når mobilen var gået i stykker. Der tog han selv ud og fik den repareret,« siger René S. Andersn, som fra dag ét ikke var i tvivl om, at Joachim Andersen nok skulle drive det vidt.

»Vi tænkte ret hurtigt, at han kunne blive til noget stort. Og han er i hvert fald i top-5 i forhold til talenter, jeg har haft med at gøre. På det tidspunkt ville jeg godt have sat mine penge på, at han var blevet Superliga-spiller, men at han er kommet så langt allerede, det er alligevel ret vildt. Han er jo ikke en teknisk dygtig spiller og dribler som Pione Sisto og Viktor Fischer, men han er en spiller, som kan sin metier med et udviklet vindergen,« siger Joachim Andersens tidligere træner.

Jacob Andersen husker, at hans søn fra en tidlig alder var sporet ind på, at fodbold var vejen frem for ham, og at han tidligt blev bevidst om at være disciplineret:

»'Jeg skal være professionel fodboldspiller.' Det sagde han allerede som barn. Til sin klasselærer for eksempel. Og vi har støttet op fra dag et. Jeg har talt i tusindvis af timer med ham, siden han var knægt, om at han skal prøve at være ‘ligeglad’, gå ind på banen og bruge sin mund, dirigere og tage styring, vise sig frem og vise modenhed - også uden for banen.«

Joachim Andersen voksede sig allerede efter to år for stor til FC Midtjyllands talenfabrik og skiftede i 2013 - som 17-årig - til hollandske Twente. Her etablerede han sig hurtigt på andetholdet, inden han som 18-årig bed sig fast på førsteholdet.

I sommeren 2017 meldte flere klubber fra større ligaer sig på banen. Joachim Andersen endte dog med at vælge Sampdoria i den sydende italienske havneby Genoa og Serie A, hvor flere danske talenter ellers har knækket nakken. Og det var der en særlig grund til:

»Det, der var vigtigt her, var, at han fortsat skulle uddanne sig som forsvsarsspiller. Vi overvejede mange ting, men Italien var det bedste sted til det, blev vi enige om. Kan man spille fast i Serie A som forsvarsspiller, så kan man spille alle steder. Vi tog Ted van Leeuwen (tidligere sportsdirektør i Esbjerg fB, red.), som vi kendte fra Twente, med på råd. Han mente, at Joachim godt kunne gøre sig gældende i Serie A,« fortæller Jacob Andersen:

»I sidste ende var det dog Joachim selv, der tog beslutningen og sagde, ‘det kan jeg fandeme godt, jeg skal nok komme til at spille’.«

Joachim Andersen og Ciro Immobile, italiensk landsholdsspiller fra SS Lazio.
Joachim Andersen og Ciro Immobile, italiensk landsholdsspiller fra SS Lazio. Foto: ANDREAS SOLARO
Vis mere

Det fik Joachim Andersen ret i. Men der skulle gå flere måneder, inden Sampdoria-træner Marco Giampaolo for alvor så hans vej. Men den unge dansker mistede aldrig modet, selvom han måtte se til fra bænke i det første halve års tid.

»Han har følt sig som en del af førsteholdet fra dag et og blev sluset stille og roligt ind. Han har ikke pebet eller noget,« fortæller Jacob Andersen, som husker en episode:

»Han ringede til mig efter fire måneder, helt glad, og fortalte: ‘far, cheftræneren talte til mig’. Det var første gang, træneren havde snakket til ham. Han havde klappet ham på skulderen og sagt ‘ bravo!’. Joachim var helt oppe at køre.«

Derfra gik det stærkt for Joachim Andersen, som hen mod slutningen af sidste sæson erobrede en fast plads i startsopstillingen i midterforsvaret. I efteråret kom han på flere italienske eksperters 'efterårets hold' for Serie A. En vild præstation, som altså har bredt sig til resten af Europa, hvor de store klubber som beskrevet holder øje med ham.

Joachim Andersen i aktion for Danmarks U21-landshold.
Joachim Andersen i aktion for Danmarks U21-landshold. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Ud over et klubskifte til en større adresse må A-landsholdet være næste mål for en ambitiøs ung fodboldspiller. Det er dog ikke noget, 22-årige Andersen bruger meget krudt på at spekulere over. Til gengæld har han fokus rettet mod U21-EM til sommer med Danmark, hvor han er fast forsvarsanker på holdet.

»Det skal nok komme, når tiden er inde til det. Når man spiller godt i Serie A, skal man nok få chancen, og konkurencen er stor. Nu glæder han sig mest til U21-slutrunden,« siger Jacob Andersen.

U21-landstræner Niels Frederiksen har kun roser til overs for forsvarsprofilen, som han har haft med på U21-landsholdet gennem det seneste halvandet års succesfulde EM-kval.

»Han er først og fremmest forsvarsspiller med stort F, som sætter en stor ære i at forsvare. Han laver meget få fejl - det elsker man i Italien hos en forsvarsspiller. Han er stabil og har løftet sit niveau på alle parametre. Også hans fremspil er blevet meget bedre og sikrere. Det er en fantastisk udvikling, han har gennemgået. Han er en af profilerne på vores hold,« siger U21-landstræneren og fortsætter:

Joachim Andersen har taget Serie A med storm.
Joachim Andersen har taget Serie A med storm. Foto: ALBERTO PIZZOLI
Vis mere

»Hver gang han har taget et skridt op på et højere niveau, har han klaret det. Det gjorde han også, da han skiftede fra Holland til Serie A. Han er meget afbalanceret og afklaret. Der ikke noget ballade med ham. Han er helt stille og rolig og fornuftig, selvom han har meget succes.«

Niels Frederiksen er derfor ikke overrasket over, at nogle af Europas største klubber har Andersen på blokken. Men han mener, at det ville være fornuftigt - hvis han kan stå for fristelsen - at tage en sæson eller to mere i Sampdoria, selv om han er sikker på, at Joachim Andersen nok skulle kunne klare endnu et skifte op i fodboldhierarkiet.

»Jeg kan sagtens forstå, hvis han føler sig fristet af det, hvis muligheden skulle opstå. Men skal han fortsat udvikle sig, er det vigtigt, at han spiller. Lige nu er han allerede på en høj hylde og møder dygtige angrebsspillere hver weekend. Så når nu storklubberne allerede er der nu, ser jeg da ikke nogen grund til, at han ikke skulle klare sådan et skifte også.«

På søndag går det løs igen for Joachim Andersen og Sampdoria i den første Serie A-kamp efter julepausen i Italien. Her er det Fiorentinas stjernangribere Federico Chiesa og Giovanni Simeone, som skal forsøge at overvinde den danske komets åbenlyse forsvarskvaliteter.