DR udskyder en ny satirisk serie om blandt andet sexisme, som skulle have haft premiere i år.

Serien er blevet udskudt, fordi DR ikke mener, at det er passende at sende den, mens de selv har en sexismeskandale hængende over sig.

Det skriver Berlingske, som har fået bekræftet udskydelsen af DR.

Ifølge avisens oplysninger hedder den udskudte serie 'Orkesteret' og handler om en 2. klarinettist spillet af Frederik Cilius, der drømmer om at stige i graderne, og som får ny souschef i form af Rasmus Bruun.

Serien er angivelig propfyldt med sexisme, MeToo og et generelt groft sprog, hvilket DR altså har vurderet er lidt for tæt på virkeligheden.

For nylig kunne Politiken nemlig berette, at DRs pigekor i en lang årrække har været udsat for et grænseoverskridende og seksualiseret miljø under to chefdirigenter.

»Orkestret er et komediedrama, som handler om liv og moral i et fiktivt orkester,« lyder det fra fiktions- og udviklingschefen i DR Kultur, Børn og Unge, Henriette Marienlund i et skriftligt svar til Berlingske.

Hun fortsætter:

»Og selvom man principielt skal skille fiktion og virkelighed helt fra hinanden, så har vi alligevel skønnet, at det ikke er det rette tidspunkt at sende en serie med emner som sexisme, magt og ubalancer i en musikalsk verden så tæt på, at konklusionerne fra advokatundersøgelsen om DR Pigekoret er offentliggjort.«

Ifølge Henriette Marienlund bliver serien udskudt til sommeren 2022.

Det har tidligere været fremme, at i alt 64 sangere i DR's pigekor blev udsat for seksuelle krænkelser af seks voksne tilbage i tiden.

Der skal være tale om grove krænkelser såsom berøringer på intime steder, ufrivillige kys, herunder gentagne og langvarige tungekys, egentlige befamlinger og adfærd af endnu grovere karakter.

Læs mere om sagen her.