I det populære datingprogram ’Landmand søger kærlighed’ forlod Sonja en af de kærlighedssøgende landmænd før tid. Hun valgte nemlig at trække sig i kampen om 32-årige Morten fra Nordjylland.
I programmet så det ud, som om at Sonja ikke var tryg ved at kæmpe om Mortens gunst mod to andre kvinder - men i virkeligheden handlede det om noget helt andet. Det fortæller hun til BT.
»Jeg kunne fornemme, der var noget særligt mellem de to andre piger fra starten. Men det var først, da vi flyttede ind på gården, jeg fandt ud af, hvad det handlede om,« siger Sonja.
De to andre piger, Lene og Frida, var nemlig veninder, inden programmerne begyndte. Og det gjorde Sonja meget utilpas.
»Det fik mig til at trække mig, for jeg ved ikke, hvordan jeg skal kunne hamle op mod to veninder. Det var svært for mig at være glad og give et godt indtryk til Morten, når de ikke rigtig talte med mig. I det hele taget havde jeg ikke nogen at snakke med under optagelserne, men de havde hinanden,« siger hun.
I programmet, der blev vist tirsdag aften, siger Sonja til Morten, at hun forlader gården.
»Det har bestemt ikke noget med dig at gøre, men jeg har valgt at trække mig. Det er bare ikke naturligt for mig,« sagde hun til ham i programmet.
Den nordjyske landmand Morten har snakket ud om episoden. Her sagde han blandt andet, at han havde på fornemmelsen, at noget var galt:
»Jeg kunne godt mærke, hun havde været meget hvileløs hele dagen. Hun gik lidt frem og tilbage. Og der var noget under opsejling. At hun ville trække sig, havde jeg ikke regnet ud,« siger han.
Havde Sonja vidst, at de to piger kendte hinanden, så ville hun have trukket sig helt fra start, påstår hun.
»Det var en af journalisterne på programmet, der fortalte mig, at de to piger var veninder i forvejen. Det er rigtig ærgerligt, at jeg følte mig alene i forløbet, for jeg kunne faktisk ret godt lide Morten. Jeg synes bare ikke, det var fair game,« fortæller hun.
Hun mener, at hun i løbet af programmet havde brug for nogen at tale med og dele følelser og tanker med.
»Jeg troede, vi alle deltog på lige vilkår, men det føler jeg ikke, vi gjorde. Jeg ville gerne have lært Morten bedre at kende, men ikke under de omstændigheder, som produktionsselskabet har sat op.«
Hos TV2 fortæller redaktør for 'Landmand søger kærlighed' Mads Volck, at hverken TV2 eller produktionsselskabet var bekendt med, hvis de to andre deltagere kendte hinanden på forhånd. Hvis de havde vidst det, ville de have været ærlige omkring det, siger han.
»Vi har selvfølgelig talt med Sonja og hørt hendes version af historien og er naturligvis kede af, hvis hun ikke har haft en god oplevelse ved at være med. I denne sæson har det vist sig, at to af kvinderne hos en anden af landmændene, Danni, allerede var veninder inden programmerne, hvilket produktionen ikke vidste forud for optagelserne. I det øjeblik, vi fandt ud af det, blev det gjort til en del af programmerne, så både seerne og Danni blev bekendt med omstændighederne,« udtaler redaktøren.