Historiker og forfatter til '1864 - En guide i krigens fodspor’ Erik Ingemann Sørensen anmelder 1864 med de historiske briller for BT og giver serien op til seks kanoner.

Sidste søndag var der god grund til at juble over Bornedals evne til at understøtte sin dramatiske fortælling med stort set helt igennem korrekte historiske scenarier. Han kan jo få de to sider af fortællingen til at gå op i en højere enhed, der gør dramaet endnu mere højspændt.

Denne klumme er ikke oprettet ud fra devisen: find fem fejl. Til gengæld skal der her holdes øje med brug og misbrug af den historiske virkelighed. Bornedal har demonstreret sin evne til virkelig at bruge den. Men i episode 5 går det rivende galt.

Hærens tilbagetog – ikke flugt – beskrives i stærke billeder. Som da kanonen falder i vandet. Vi får også kanonerne på Dannevirke fornaglet. Men vanvidssituationen springes over. Tog efter tog kørte ind for at medbringe såvel soldater som kanoner. Alt,hvad de kunne gå galt, gik galt. Ankomsttider blev forvekslet med afgangstider. Og omvendt. Så mens soldaterne sled sig gennem snestormen, kørte togene tomme. Hvor blev det af?

Hvem husarerne med dødningehovederne er, får vi ikke at vide. Det er rent faktisk østrigere, da det var denne del af forbundshæren, der optog forfølgelsen. Nu virker de nærmest som nogle fra ”Division Totenkopf” – en tysk SS-enhed. Og likvideringen af den danske soldat mere end antyder dette. Hvad skal det til for? Også dengang herskede der regler.

Og så mødet med de faldne og døende ved Sankelmark. Preussiske uniformer. Danskerne med støvler på. Samtidige kilder kan berette, at de danske soldater lå stort set nøgne og udplyndrede – både af civilbefolkningen og af modstanderne, for hvem de danske støvler var særdeles eftertragtede. Sammen med lommeure, ringe med mere. Kort efter kampene var døet ud, kom folk ud på slagmarken.  Men på helt eget initiativ havde civile sørget for at bringe de faldne danske soldater til Flensborg. De sårede kom – uanset hvilken side de kæmpede på - til den nærliggende Oversø Kro, hvor Røde Kors fanen vajede over et lazaret på krigsskuepladsen. For allerførste gang i verdenshistorien. Det burde ikke være sprunget over.Danmarks- og verdenshistorie som det er.

Intet af kampen blev vist. Dinesen var der – og bagefter udtalte den østrigske generalmajor Nostitz sin dybeste respekt for den danske indsats. Især vendelboerne fra 11. Brigade havde kæmpet indædt. 944 døde og sårede danskere på 1½ time. Krigens tredje største slag. Hvor man ikke stillede op i række, men dannede én stor massiv masse – karré – der tog mod husarernes vilde angreb.

Bornedal udtalte for nyligt: ”Jeg holder mig til Tom Buk Swienty”. Det har han gjort med bind for øjnene.