Lyt til artiklen

Vores broderfolk i Norge har endnu engang bevæget sig på den hårfine grænse mellem at være gal eller genial. I weekenden sendte NRKs kanaler nemlig mere end 60 timers direkte tv fra kirker rundt om i Norge, hvor forskellige kor sang den norske salmebog fra ende til anden.

Ingen er over eller bare i nærheden af norsk tv, når det kommer til disciplinen ”slow-tv” (langsomt tv, red.). Således har de norske tv-kanaler tidligere haft stor succes med at tage seerne med på timelange togture og sejlture, ligesom de har sendt strikke-maraton på direkte tv.

I weekenden tog NRK så det langsomme tv til nye, himmelske højder, da mere end 3.000 korsangere fra mere end 200 kor fra hele Norge i mere end 60 timer sang samtlige 899 kirkesalmer fra den nye salmebog på direkte tv.

Se selv hele den norske salmebog blive fremført i løbet af 60 timer hos NRK her.

Mere end 2,2, millioner nordmænd var i løbet af de mange timer forbi salmesangen, og gennemsnittet for de 60 timer lå på 87.000 seere, oplyser NRK til den norske avis VG.

Det er tal, som ikke bare vækker jubel hos NRK, men også hos Kirkerådet i Norge, som var med til at arrangere eventet, er den ansvarlige for den nye salmebog, Vidar Kristensen, stærkt begejstret:

»Det er fantastisk! Jeg ved, at NRK troede på, at det kunne blive en succes, men selv har jeg ikke haft fantasi til at tænke på, at det skulle blive så populært. I løbet af weekenden overgik salmerne det meste af den øvrige aktivitet på Twitter, og i Vår Frue Kirke i Trondheim kiggede mere end 17.000 mennesker forbi i løbet af weekenden,« siger Vidar Kristensen til VG.

Ud over kor fra 12 norske byer deltog også et kor bestående af cirka 100 norsk-amerikanere i den lange salme-maraton fra et universitet i Iowa i USA.

Se selv hele den norske salmebog blive fremført i løbet af 60 timer hos NRK her.