Har du altid drømt om at blive en del af Harry Potter-universet og spille sammen med store Hollywood-stjerner? Så kan den drøm måske gå i opfyldelse. Det kræver ikke andet end en tur til London, en portion skuespil-talent og formentlig lidt held i sprøjten.

Det amerikanske filmselskab Warner Bros leder nemlig lige nu efter en skuespiller, der kan spille rollen som pigen 'Modesty' i den kommende film-trilogi 'Fantastic Beasts And Where To Find Them', som forfatteren til Harry Potter-romanerne J.K. Rowling står bag. Filmene er baseret på Rowlings bog af samme navn.

Castingen finder sted på lørdag i London, og filmselskabet leder efter en pige, der er mellem otte og tolv år gammel. Warner Bros beskriver rollen sådan her:

»Modesty er en hjemsøgt, ung pige, med indre styrke og ro. Hun har evnen til at se dybt ind i folk og forstå dem,« står der i casting-opslaget.

Den første del af film-trilogien, hvor 'Modesty' altså skal optræde, kommer efter planen i slutningen af 2016. Eddie Redmayne skal spille hovedrollen som Newt Scamander, mens Katherine Waterston og Ezra Miller har fået roller i filmen.

Til gengæld bliver det helt sikkert ikke til et gensyn med Harry Potter og Daniel Radcliffe. Filmene foregår nemlig før Harry Potters tid, og Daniel Radcliffe har tidligere udtalt, at han er færdig med at spille trold-drengen.

Rowling har tidligere løftet sløret for lidt af indholdet i den kommende filmtrilogi, hvis anden og tredje afsnit kommer i 2018 og 2020.

»Reglerne og skikkene i det magiske miljø vil alle, der har læst Harry Potter-bøgerne kunne genkende. Men historien om Newt (Scamander, red.) starter i New York, 70 år før Harrys historie starter,« har hun skrevet på sin Facebook-side.