Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

DR fremfører ofte, at tv-kanalen laver ’verdens bedste dramaserier’. Tv-kritiker mener, at DR mangler et internationalt hovedværk og sætter sin lid til Per Flys kommende tv-serie ’Bedraget’.

’DR laver verdens bedste drama’. Det er en påstand, der bliver fremsat så ofte, at den hyppigt bliver forvekslet med et faktum, på trods af at det drejer sig om noget så subjektivt som smag.

Sikkert er det dog, at DRs fiktionsserier gentagne gange har vundet amerikanske Emmy-priser, siden ’Rejseholdet’ i 2002 som den første danske serie nogensinde vandt den for bedste udenlandske tv-serie.

DR Salg kan også tit prale af, at DRs serier bliver forhåndssolgt, når de bliver præsenteret på internationale salgsmesser.

På den netop afholdte tv-messe Mipcom i Cannes var Frankrig, Tyskland, USA og Holland blandt de lande, der købte serier som Per Flys kommende krimiserie ’Bedraget’, mens Mongoliet lagde billet ind på den veletablerede succes ’Borgen’, og Colombia kom med bud på ’Arvingerne’.

Interessen kunne principielt også være et udtryk for, at alverdens tv-stationers sendeflader nu engang skal fyldes op med et eller andet. Og da DR altid har hemmeligholdt salgspriserne på sine tv-serier, er det svært at lodde, hvor eftertragtede serierne egentlig er.

Berlingske gik derfor direkte til film- og tv-anmelderne i de talrige lande, der gennem årene har indkøbt DRs serier, men noget tyder på, at man ikke i lande som Indien, Japan, Sydafrika, Rusland, Sydkorea og flere sydamerikanske lande er helt så opmærksomme på Danmark som producent af kvalitets-tv, som vi selv er.

’Beklager – jeg har intet kendskab til danske tv-serier,’ lød det blandt andet fra den prominente russiske anmelder Andrei Plakhov, ligesom man også fra andre fjernere steder i verden måtte melde hus forbi.

Glade for Nørby og Bodnia

Da Berlingske spurgte udenlandske tv-specialister i det europæiske nærområde, var tilbagemeldingerne imidlertid elskværdigt positive.

»Danske tv-serier er populære i Norge. Det gælder både drama og krimier. For i øjeblikket går både ’Broen’ og ’Norskov’ med gode seertal,« siger Geir Kamsvåg, der er redaktør for Norges ældste filmtidsskrift Cinema.

»Jeg tror, at det hænger meget sammen med, at der er en geografisk og kulturel nærhed, og dertil kommer, at mange er begejstrede for danske skuespillere som Ghita Nørby og Kim Bodnia, der jo også er kendt fra norske serier og film,« siger Geir Kamsvåg.

Ingrid Bartsch, tv-reporter hos den tyske ARD-kanal, siger, at danske tv-serier hyppigt bliver rost på hendes arbejdsplads. Tyske tv-anmeldere har særligt været glade for ’Broen’ og ’Forbrydelsen’, og man har hæftet sig ved karakterskildringen og seriernes elementære spændingsniveau.

Den finske film- og tv-reporter Kalle Kinnunen siger, at DRs dramaserier ikke bare er værdsatte i hans hjemland, men ofte bruges som sammenligningsgrundlag, når finske anmeldere skælder ud på tv-serier fra Finlands egen statslige broadcaster YLE.

»Der spørges: Hvis danskere kan lave ting, der er så gode og ’rejser’ så godt, hvorfor kan vi så ikke gøre det samme,« siger Kalle Kinnunen.

Han fremhæver ’Borgen’ som en serie, der for alvor fangede finnernes interesse.

Finnerne vilde med ’1864’

Selv DR-serier, der fik blandede anmeldelser herhjemme, er blevet taget godt imod af de finske tv-seere.

»Jeg var selv overrasket over at se, at en serie som ’1864’, der kun fik mådelige anmeldelser, blev set af rigtig mange i Finland,« siger Kalle Kinnunen, der fortæller, at Ole Bornedals omdiskuterede serie af mange i den finske tv-branche bliver betragtet som en mulig prototype for Finlands egen store seriesatsning om den finsk-russiske krig.

I Danmark siger tv-kritiker på musik- og filmbladet Soundvenue Jacob Ludvigsen, at der dårligt kan herske tvivl om, at DRs dramaserier objektivt set er i verdensklasse.

»De har vundet priser i udlandet og opnået stor anerkendelse blandt amerikanske og engelske kritikere og tv-folk. Og når man for eksempel hører, at duoen bag ’Game of Thrones’, D.B. Benioff og David Weiss, caster Pilou Asbæk, Birgitte Hjort Sørensen og Dar Salim, fordi de elsker ’Borgen’, må man bare overgive sig. DR har erobret verden på seriefronten,« siger Jacob Ludvigsen.

Han påpeger, at man også kan se indflydelsen, når lande som England og Frankrig laver serier, som er stærkt inspireret af den danske model.

»Vi havde aldrig set ’Broadchurch’ uden ’Forbrydelsen’, og den fremragende franske ’The Returned’ er formentlig også inspireret af nordic noir. Amerikanerne har også købt de danske serier til remakes i ét væk, hvilket altid er et sikkert tegn på, at man har gjort noget rigtigt,« siger han.

Tv-serier som kunstart

Tv-serien som kunstart har i snart et par årtier befundet sig i en guldalder, hvor det generelle kvalitetsniveau er røget adskillige pindehuller op. DRs dramaserier har selv været med til at hæve niveauet, også hvad angår det, man i tv-branchen betegner som ’production value’.

»DR smider flere penge efter serierne end de fleste andre lande, og æstetisk kan serierne måle sig med de fleste, måske lige bortset fra de allerflotteste amerikanske serier som ’Fargo’, ’Mad Men’ og ’True Detective’, der har klare visuelle auteur-træk,« siger Jacob Ludvigsen.

Når det så er sagt, så mener han ikke, at DR i øjeblikket er på toppen af sin egen formkurve. Han henviser til, at kvaliteten af anden sæson af ’Arvingerne’ dalede alvorligt i niveau i forhold til den første sæson, og at det samme gjorde sig gældende med ’Forbrydelsen’ i sæson 2 og 3, samt ’Broen’ i sæson 2.

»DR har et problem med det lange stræk. Man er utrolig gode til at ramme et skarpt koncept – en forbrydelse, der strækker sig over en hel sæson, en familie, der ryger i totterne på hinanden efter moderens død – men har svært ved at udvikle det, føre det videre. Man gentager succesformlen – et nyt mord med en mystisk gerningsmand, endnu flere enslydende familiekonflikter – og kommer til at lave blege, lidt fortænkte efterligninger,« siger Jacob Ludvigsen

Kommer til kort

Han mener, at DR her kommer til kort over for de allerbedste amerikanske dramaserier fra det nye årtusind, som formår at skabe en episk fortælling over seks-syv sæsoner, hvor ens forståelse af karaktererne og temaet bare vokser og vokser – fra ’Sopranos’ til ’The Wire’.

»Det synes jeg aldrig, at DR har formået, og derfor synes jeg personligt heller ikke, at de har lavet et egentligt internationalt hovedværk. Skal jeg anvende en fodboldmetafor – og undskyld på forhånd – spiller DR med i Champions League, men de ryger ud i gruppespillet,« siger Jacob Ludvigsen, der dog forventer, at Per Flys ’Bedraget’, som kommer til januar, vil bringe DR tilbage i verdensklassen i 2016.

Samme forhåbninger har DRs mediedirektør Gitte Rabøl, der dog påpeger, at det først og fremmest er DRs ambition at lave det allerbedste drama til de danske seere.

»Det er en fantastisk sidegevinst, at hele verden ser med og anerkender det høje niveau, som det er lykkedes at skabe her i landet. Og selvfølgelig er opmærksomheden fra udlandet med til at anspore os til at blive ved med at udvikle det allerbedste, tænke nyt og gøre os umage,« siger mediedirektør Gitte Rabøl.

Andre læser også