Den enlige mor Amanda Kastrup er én af mange kvinder, der har ladet sig narre af storsvindleren Casper Rieper-Holm. I 100 dage delte hun sit liv med en mand, som hun i dag ikke aner hvem er.

I dag bor hun stadig i lejligheden i Hvidovre tæt ved Gammel Køge Landevej. Som hun gjorde, da hun mødte den mand, hun blev forelsket i i 2011. Amanda Kastrup har overskud til at smile og grine i dag, selvom hendes liv vendte 180 grader to gange indenfor bare et halvt år.

På Facebook havde hun truffet manden, der kunne være den kærlige og solide familiefar for Amanda og hendes datter. En mand, der havde præsenteret sig som den uvillige millionærarving Casper Augustinus, der var træt af sin rige families mange millioner og indholdsløse rigmandsliv, og bare ville leve et helt almindeligt liv med en helt almindelig kvinde som Amanda. Og da hun lod ham komme ind i sit, og datteren Michellas liv, var det næsten som en drøm.

»Han var opmærksom og nærværende, faktisk en rigtig god stedfar,« siger den 30-årige kvinde i dag, hvor hun har overskud til at smile af det absurde svindelnummer hun blev hovedperson i for seks år siden.

I filmen ’En fremmed flytter ind’, der har premiere i biografer landet over i denne uge, fortæller hun nu sin side af en historie, hun aldrig vil komme helt tilbunds i. På Facebook havde han præsenteret sig som den unge arving til den velspækkede millionfond Augustinus-fonden. Komplet med en teenagedatter, en snobbet mor og en vennekreds af smukke, unge, velbjærgede jetsettere, der levede the highlife.

Efter nogle måneders korrespondance og chat mødtes de. Og den første nat sammen tilbragte de på en suite på det eksklusive Tivoli Hotel i København. Senere tog de på luksusweekend på det fashionable Skodsborg Kurhotel, hvor han præsenterede sin nye kæreste for hotellets samlede stab og personale, som han havde kendt lige siden, han var en lille dreng.

Amanda, hendes datter og Casper tilbragte tre uger på Gran Canaria, og tog på bilferie gennem Europa til Portugal med en afstikker til Disneyworld i Paris.
For den enlige mor i midten af tyverne fra Hvidovre, der hidtil havde været på SU, var livet godt. Hun var på eventyr med den mand, hun var forelsket i og som viste hende en del af livet, hun ikke før havde kendt til.

Men så ringede telefonen. Der var noget, der ikke stemte i Amandas bank.

»De sagde, at han havde oprettet et guldkort og nogle andre kreditkort samt et lån i mit navn. Han havde trukket et større beløb ud af en konto, som jeg ikke selv ejede. Og som jeg ikke anede, at jeg havde,« siger Amanda Kastrup, der selv betegner det som et chok, da hendes liv blev revet væk under fødderne på hende.

Intet af det Casper 'Augustinus' havde fortalt hende passede. Alt var et totalt bluffnummer. Frit opfundet af Casper Rieper-Holm. Bistandsklient fra Nordjylland.

»Jeg var næsten fysisk ude af min krop. Jeg kunne ikke spise, tænke sammenhængende tanker eller sove. Alle de koblinger jeg havde i mit hoved havde han bygget, og lige pludselig var jeg i tvivl om alt,« siger Amanda Kastrup.

Her er det Esben Dalgaard, der spiller svindleren Casper Rieber-Holm.
Her er det Esben Dalgaard, der spiller svindleren Casper Rieber-Holm. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Min første tanke var, at det ikke kunne være rigtigt. Manden har jo masser af penge. Tingene hang slet ikke sammen. Men stille og roligt begyndte tingene at hænge sammen. Jeg var til afhøring hos politiet, som gav mig afklaring på hvem han var, nemlig en storsvindler, der havde gjort noget lignende mange gange før,« siger Amanda Kastrup i dag, hvor hun stadig bor i den lejlighed i Hvidovre, hvor hun lod kæresten flytte ind sammen med hende og datteren.

De næste ti dage går det op for hende, at millionærarvingen i virkeligheden hedder Casper Rieper-Holm. Den i dag 40-årige mand er bistandsklient fra Nordjylland, og har i hvert fald gennem de sidste 17 år svindlet sig gennem livet med et utal af udførligt konstruerede historier og dæknavne.

Ifølge DRs magasin Kontant, der har optrævlet en del af den udspekulerede storsvindlers numre, har han blandt andet optrådt under navnene Noa Jason Kastrup, Casper Martinus, Tino El’tinus, Casper Claus Von Kaufmann og Casper Bek Augustinus.

Han har et antal domme for bedrageri af helt almindelige mennesker bag sig, blandt andet er han dømt for at have snydt værtshusholderne Henning og Conny Stoffer for mere end 130.000 kroner i 2004, og ifølge DR-dokumentaren ’Forført af en svindler' har han en lang række bedragerier i Danmark og på den spanske solkyst bag sig.

Ofte udgiver han sig for at være millionærarving med efternavne, der klinger af velstand og solid overklasse, som da han bildte Slagelse Boldklub ind, at han kunne redde den kapitaltrængende håndboldklub.

Her udgav han sig for at være 'Casper Peter George Peterson', barnebarn til direktøren for det amerikanske investeringsselskab Blackstone Group. Men selv da Casper Rieper-Holm blev afsløret, fastholdt han sin løgnehistorie, og lod som om han ringede og talte med sin rige amerikanske bedstefar i USA, mens boldklubbens leder Bjarne Stenbæk sad lige ved siden af med åben mund og polypper.

»Jeg har svært nok ved at holde styr på min e-mail, min Facebook og min datters skoleintra,« fortæller Amanda Kastrup i dag:

»Men Casper havde gang i alle mulige vidt forskellige Facebook-profiler som havde hver deres særlige personlighed. På samme tid skulle han påvirke mig, hans egne venner og jeg ved ikke hvem ellers. Jeg kender ingen som kan holde styr på så mange løgnehistorier og personligheder.«

Modsat mange andre af de kvinder og mænd som Casper Rieper-Holm har svindlet og bedraget gennem mange år, slap Amanda Kastrup uden økonomisk tab.

»Blandt andet fordi jeg ikke tog imod de ”gaver” han ellers så gerne ville give mig. En ny bil, dyre tasker og smykker. Det havde jo sådan set været for de penge han trak ud af den konto han havde oprettet i mit navn. Så jeg er glad for, at jeg er meget dårlig til at tage imod gaver,« smiler hun i dag.

»Men jeg har tænkt meget på, hvordan jeg kunne være så dum, at lade mig narre. Heldigvis har min gode ven, Martin, været god til at overbevise mig om, at det var Casper, der var galt på den, og at jeg ikke kunne have forudset, det der skete. Det er faktisk ret imponerende, hvad han har brugt af tankekraft, energi og penge på at skabe en hel verden som jeg troede på. Og det er jo lykkedes ham at narre så mange mennesker. Selv retssystemet, hvor det flere gange lykkedes ham at aflyse retssagen i forbindelse med min sag ved at bilde dem ind, at han var ude at sejle.«

Amanda Kastrup smiler og kommer til at grine højt. Noget hun har gjort en del gange, efter hun var kommet sig over det første chok.

»Han var overhovedet ikke sømand, men kontanthjælpsmodtager fra Nordjylland. Hvordan kunne de ikke se det?« siger den i dag 31-årige kvinde, der har tilliden til andre mennesker intakt:

»Jeg har ikke på noget tidspunkt følt mig som et offer. Og jeg er glad for, at det ikke har traumatiseret mig på den måde, at det er blevet en skygge i mit liv. Da jeg kom ud af choktilstanden, kunne jeg simpelthen ikke lade være med at grine af det. Over hvor absurd, det egentlig var. De historier han fandt på er jo så langt ude, at man nærmest kun kunne tro på dem. For eksempel var han kørt galt fordi hans Ferrari havde ramt en elg,« siger hun med et stort smil.

»I starten punkede jeg mig selv med, at jeg havde været naiv. Men det nytter ikke noget at være mistroisk overfor alle. Og det har heldigvis ikke gjort noget ved mit tillidsforhold til andre mennesker - eller forhindret mig i, at opsøge kærligheden til andre mænd. Hvis man ikke har tillid møder man aldrig kærligheden, eller får etableret nogle venskaber,« siger Amanda Kastrup, der svarer pas, når man spørger, hvad hun ville spørge manden, der svindlede hende om, hvis han stod overfor hende:

»Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg slet ikke interesseret i at snakke med ham, for jeg aner jo ikke, hvem manden er. Da han gik ud af min dør, var han en helt anden, og sikkert allerede i gang med at svindle en ny. Men jeg er sådan set ikke vred på ham, for jeg ved ikke, hvem jeg skal være vred på. Faktisk aner jeg ikke, hvilken mand det er, der har været i mit liv, for ham der var her, eksisterer jo slet ikke.«

Casper Rieper-Holm meddeler gennem sin advokat, at han ikke vil kommentere BTs artikel.

Filmen ’En fremmed flytter ind’ havde premiere på torsdag d. 14. september og er instrueret af Nicole Horanyi. Filmen er en hybrid mellem dokumentarfilm og spillefilm og Amanda Kastrup spiller sig selv i filmen, mens skuespiller Esben Dalgaard Andersen har rollen som storsvindleren Casper Rieper-Holm.