Tre store virksomheder får nu kritik af Forbrugerombudsmanden for at vildlede kunderne og dermed skade den grønne omstilling.

Det drejer sig om tankstationkæden OK og de to bilfirmaer Toyota og Suzuki, som alle vil blive politianmeldt, hvis det gentager sig i fremtiden.

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

»Forbrugerombudsmanden har vurderet, at de tre virksomheder har benyttet budskaber, der fik deres produkter til at fremstå, som om de er bedre for miljøet eller mindre miljøbelastende end de faktisk er.«

»Udover at vildlede forbrugerne, skader det forbrugernes tillid til virksomheders udsagn om produkters påvirkning af miljøet og er dermed til skade for de konkurrerende virksomheder og den grønne omstilling,« skriver forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i pressemeddelelsen.

I OK's tilfælde drejer det sig hovedsageligt om en reklame i 2020 for såkaldt Klimadiesel, der viste sig at bestå af kun 25 procent biobrændstof, mens resten var fossilt brændstof, og det var derfor ikke OK at bruge et navn, der insinuerede, at det er klimavenligt.

Reklamen medførte allerede dengang kritik, og blev fjernet fra markedet.

Suzuki får kritik for at kalde deres  mildhybridmodel for en hybrid, hvilket forleder kunden til at tro, den kan køre alene på elektricitet, hvilket ikke er tilfældet.

Toyota markedsførte i 2020 en plugin-hybridbil med udsagnet ”en bil til dig, der vil have en miljørigtig bil uden at være begrænset på rækkevidde”, selv om plugin-hybridbilen højst kunne køre 50 km uden at skulle genoplades. Desuden var den ikke så miljøvenlig, som der blev lagt op til.

»Vi har indtil nu indskærpet forbuddet mod vildledning i de sager, vi har behandlet angående virksomheders udsagn om deres produkters miljøbelastning. Virksomheder må dog fremover forvente at blive politianmeldt, hvis vi vurderer, at de anvender vildledende udsagn,« udtaler Christina Toftegaard Nielsen.