Reikihealer.

Det er formentlig ikke en titel, der får en klokke til at ringe hos de fleste, men det gør navnet Paula Larrain til gengæld. Kvinden, som danskerne lærte at kende som nyhedsvært på DR.

Nu kan hun så tilføje en ny titel til sit cv. Nemlig ovenstående reikihealer. Noget, som hun fortalte mere om i radioprogrammet 'Det, vi taler om'.

»Det er sådan noget med, at man bliver pakket ind i et tæppe, så er der en smule musik i baggrund, og så lægger man hænder på den person, der ligger der. Fra hoved til tå på både den ene og den anden side. Princippet i det er, at man overfører energi fra det ene menneske til det andet, men hvis man tænker lidt logisk på det, så er det som at få en lang krammer på en time til halvanden,« forklarer hun blandt andet.

Paula Larrain ved godt, at det for den brede befolkning kan virke som et overraskende skridt, hun ny har taget, men for hende er det helt naturligt.

I mange år har hun lavet programmer og holdt foredrag om tro og eksistens, og det var herigennem, hun første gang stiftede bekendtskab med reiki, da hun researchede til et program om healing på P1.

Det kulminerede, da hun for nylig fik en mulighed for at komme på kursus i det og altså greb den.

Programmets vært, Ditte Okman, spørger også Paula Larrain, om der nogle i hendes omverden, eksempelvis tidligere kollegaer, som synes, det er underligt, at hun er gået fra at være kritisk journalist til nu at praktisere alternativ behandling. Det har dog ikke været tilfældet.

»Det overraskende ved det er, at folk har været så utroligt positive. Folk har simpelthen været sådan: 'Nej, er det rigtigt, hvor er det spændende'. Jeg har faktisk ikke mødt nogen, som har været decideret tillukket. Der har været et par af mine præstevenner, som er en lille smule bange for det, men det er simpelthen uvidenhed. Det er, fordi de tror, der er noget okkult ved det, men det er jo ikke en religion, det er en praksis.«