Du har nok ikke hørt om det, fordi jeg lige har opfundet ordet. Men du lider højst sandsynligt under det.

Special Snowflake-syndromet.

Den lille konstante trang til at bevise, at du ikke bare er endnu en amøbe fra livets samlebånd, men et menneske med unikke finurligheder og færdigheder, der adskiller dig fra dine medmennesker. Og det er sjovt, for de første år af folks liv er vores ypperste mål én ting: at passe ind.

Vi vil have den samme skoletaske som de andre. Vi vil gå til den samme sport som de andre. Vi vil have de samme sko, der laver de der vilde blink, når man tramper i jorden, som de andre.

Vi snyder endda for at få det samme testsvar som de andre, når vi tager en Vi Unge-quiz om, hvilken citrusfugt vi mest ligner.

Stikker vi ud i blot et kort øjeblik, tror vores små præpubertære hjerner, at vores følsomme kroppe skal briste af ikke at ligne flokken.

Men så, nærmest over natten, ændrer det sig fuldstændig.

Morten fra parallelklassen finder en eller anden ukendt sportsgren, han starter til. En underlig blanding af jiu-jitsu og tango, som gør ham super muskuløs og får de populære piger til at spærre øjnene op for ham.

Nabodrengen Jens er begyndt at gøre det til en sport i sig selv hver dag at spille sange af en ny kunstner, som ingen har hørt om før, hvorefter han siger den direkte allergifremkaldende sætning: »Ej, har du ikke hørt om dem?«

Og pigerne er ikke mindst begyndt at holde lige så tæt med, hvor de køber deres tøj, som var de en misbruger, der risikerede at afsløre over for politiet, hvor deres dealer holdt til.

Fyrene gør alt, hvad der står i deres magt for at være lækkermystiske – ligesom mændene i de romantiske komedier.

Og det største kompliment, man som ung kvinde kunne få af den søde dreng fra årgangen, var: »Du er ikke som de andre piger.«

Siden den tid har det bare hængt lidt ved. I vores voksenalder iklæder vi os sjældent Special Snowflake-syndromet som en heldragt, inden vi går ud ad døren om morgenen, ligesom man gjorde som ung.

Nu er det måske mere ligesom den bums, der dukker op på hagen i ny og næ. Men det er der.

Merete har opdaget et tapassted på en ukendt sidegade i midtbyen og vokser to centimeter, hver gang nogen siger: »Gud, det sted har jeg aldrig hørt om. Du er så god til at finde de der små perler i byen!«, når hun snakker om det.

Lars har sommer efter sommer stået ude på parcelhustes vestvendte, ligusterhækspækkede træterasse og eksperimenteret med den perfekte kødmarinade og nægter at røbe de hemmelige ingredienser, uanset hvor meget hans svoger plager.

Og det unge kærestepar Line og Nikolaj har fundet et feriested, der giver fantastiske Instagram-billeder og har jordens bedste paella, men som de ikke vil røbe til deres uopfindsomme kolleger, når de beder om rejseinspiration.

Og mens jeg kan mærke, at jeg langsomt selv rykker mig fra teenagestadiet til voksenstadiet i Special Snowflake-syndromets livscyklus, kan jeg sidde og se historien gentage sig selv, når jeg kigger ud ad kontorets støvede gulv-til-loft-vinduer.

Man kunne til forveksling tro, at Aalborg Karneval var kommet tidligt til byen, fordi teenagere, der mest ligner nogen, der har klædt sig ud som David Bowie og Jack Sparrow, slentrer forbi, mens de prøver at gemme deres nervøse blikke, der afslører, at de er alt andet end ligeglade med, hvad andre synes om dem.

Og således sker det jo, at jagten på unikhed i sig selv bliver noget af det mest almindelige. Men det er nu også meget fint. Så kan vi hygge os med at ændre lidt på formlem på os selv, mens vi prøver at lokke Lars til at fortælle hemmeligheden bag hans marinade.

Andre læser også