Øjnene. Kan vi give vores øjne væk, når hjernen er død, når vi ligger i en respirator, og vi ikke kaldes tilbage til livet?

Øjnene er sjælens spejl. Evighedshimlens spejl i vores øjne. De tindrende, de grædende, de funklende og de smilende øjne. Øjnene, vi så verden igennem. Øjnene, der så mere, end der var at se. Dødes øjne kan gøre, at blinde kan se igen. Og hvad med hjertet? Hjertet, der jubler og skælver. Sørger og elsker og længes. Hjertet, der er dit. Også når jeg er død. Mit hjerte.

'Jeg kan ikke give hans hjerte væk, jeg kan ikke begrave ham uden hans hjerte. Vi kan ikke gøre ham hjerteløs,' skriver forfatteren Naja Marie Aidt sit uendeligt smukke, ubærlige og rystende sorgværk 'Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage'.  Om Carls død. Om Carls hjerte. Sønnen Carl, hun mistede. Carl var organdonor.

55.721 danskere har i skrivende stund skrevet under på borgerforslaget om at indføre formodet samtykke i Danmark, så man automatisk er organdonor, når man fylder 18 år. En ændring af donorregisteret fra et tilvalgssystem til organisk organdonation. Når du bliver født, tilhører din krop statens reservedelssystem af menneskeorganer. Hvor meget kan genbruges? Lungerne. Leveren. Det meste. Dine øjne. Dit hjerte. Hjertekammeret. Hjertespejlet. Hjertekulen. Alt sammen statens ejendom, medmindre du aktivt vælger at tage din krop i egen besiddelse.

450 danskere, børn, unge og voksne om året lever i vente(tidens)listens udstrakthed mellem håb og død og håb og liv. Hver anden uge dør en dansker dér. Vi mangler organer. Nogen dør, og andre kan leve. Og nogen dør hver dag. Hver dag kan en læge operere en bugspytkirtel ud af en død krop og ind i en anden, der skal leve. Eller et hjerte. Et hjerteslag. Hjerteslaget, vi var for hinanden, kan banke i et andet menneskes bryst  - holdt på plads af blodkar og vener og kranspulsårer og kirurgens sting.

92 procent af danskerne går ind for organdonation. 22 procent er donorer. Nordens ringeste land til organdonation. En taberplads. Og samtidig en førsteplads, fordi vi i Danmark forfægter det enkelte menneskes ukrænkelige ret til at bestemme over egen krop. Og det må vi aldrig afvige fra. Det sikkert velmenende borgerforslag om automatisk organdonation er, hvad enten man vil det eller ej, båret af en uhyggelig totalitær ånd, der suspenderer det adlede menneskes selvbestemmelsesret.

At beslutte sig for at donere sine organer til et andet menneske – eller beslutte sig for ikke at gøre det - er en beslutning, som ikke vedkommer nogen andre end dine allernærmeste pårørende. Lige så lidt som man bør have en mening om folks ægteskab, bør man have en mening om, hvorvidt nogen vil donere sin lever, sine lunger eller sit hjerte. Hjertet, der slår sine ulige slag. Hjertet, der vakler, virker og værker, når de store danse går itu.

Hjertet, der ikke kan forlige sig med at skulle donere et organ – uden måske helt at kunne forklare hvorfor. Måske ville man gerne modtage et organ uden at vide sig parat til at gøre gengæld. Og den generøsitet må vi have over for hinanden som mennesker. Vi er ikke skabt til at føre et 1:1-regnskab med hinanden, men at leve i ansvar og pligt over for hinanden. Ethvert menneske har ret til muligheden for at kunne modtage et nyt organ, men det er ikke en menneskepligt at donere en bugspytkirtel, et lille stykke hud, hornhinden eller hjertet.

Mit hjerte. Dit hjerte nu og så længe jeg lever. Og i al evighed - dit. Hjertet, der er livets og troens organ. Troen, tvivlen og kærligheden går igennem hjertet. Og i det hjerte må det enkelte menneske tage samtalerne med sig selv om, at man kan hjælpe et andet menneske ud af ventelisten. Ingen moralsk instans eller borgerforslag skal have ret til at dømme, om man er urimelig, egoistisk og hjerteløs, hvis man har forbehold over for donation af et organ. Vores elskedes og vores eget hjerte. Men vi har pligt til at overveje, hvad vi vil. Eller kan.