Danske virksomheder skriger på arbejdskraft.
På tirsdag fjernes coronarestriktionerne og vil formentligt sende en del medarbejdere hjem i seng med en omgang omikron, hvilket på kort sigt vil øge udfordringen.
Imens er de samfundsbærende partier fra både rød og blå blok opslugt af en indbyrdes kamp på sociale medier om at kalde hinanden for uansvarlige og løgnagtige. Det løser i hvert fald ikke problemerne.
I flere brancher melder omkring 40 procent af virksomhederne, at de mangler arbejdskraft. Dertil kommer en offentlig sektor, hvor den ene prognose for manglen på arbejdskraft efter den anden maler et mere og mere dystert billede.
Hvis problemet ikke bliver løst, vil det både koste velstand og velfærd. Med de to ord dækker vi stort set hele den politiske behovspyramide. Det er en uomgængelig politisk problemstilling, som lige nu bliver behandlet med forbløffende mangel på alvor.
Nuvel, i sidste uge indgik regeringen sammen med SF, Radikale, DF og KD en aftale, hvor man blandt andet justerer dagpengesatser, øger beskæftigelsesfradraget og sænker beløbsgrænsen for udenlandske medarbejdere i to år.
Men samlet set bidrager aftalen kun med et øget arbejdsudbud på anslået 12.000 i 2025. Det er reelt en brøkdel af de medarbejdere, der reelt er behov for.
Efter aftalen blev indgået, udbrød en klassisk krig om aftalen på Christiansborg. Hvem var uansvarlige? Hvem var bundet af forlig? Hvem stod for stejlt i forhandlingerne? Og sådan kunne man blive ved. Det hele ledsaget af en vammel byge af vrede og skuffede politiker-selfies.
Det giver ikke ret meget mening at gå ned i alle mellemregningerne i de gensidige beskyldninger, når man helt på overfladen kan konstatere, at ansvarlige partier på Christiansborg lige nu er mere optagede af barnagtige “det var ham, der startede”-kommentarer, end at løse selv yderst veldokumenterede, alvorlige og presserende problemer.
Hvis de store og gamle partier undrer sig over, hvorfor vælgerne bliver ved med at insistere på at have flere og flere partier at vælge imellem, som ikke er dem, så kan de se på deres egen ageren i den seneste uges tid.
For når de samfundsbærende partier kaster retoriske rådne æg efter hinanden i stedet for at finde sammen om at løse problemerne effektivt, så gider vælgerne ikke mere.
Man kan kun indgå de nødvendige aftaler, hvis man har skabt et tillidsfuldt og alvorligt rum, hvor man kan tale sammen. Man skal som udgangspunkt acceptere den indgangsbillet, at ingen kommer ud af rummet uden blå mærker – alle skal give sig, til det gør ondt.
Til gengæld skal man stå sammen om forsvaret for den nødvendige reform, i stedet for at kaste sig ud i en ynkelig kampagne på sociale medier, hvor man vil beskrive de andre som idioter og tabere.
Det rum mangler lige nu. Og samfundet har brug for, at det bliver fundet hurtigt. Om finansminister Wammen så skal tilbringe en hel weekend i en traktor sammen med Troels Lund Poulsen, eller om Søren Pape Poulsen så skal sortere kufferter i Kastrup lufthavn en hel dag sammen med Peter Hummelgaard. Det rum skal findes. Ikke blot for at løse dette problem, men også alle de andre, der prøver at finde en plads i køen.
Vi har været igennem nogle ekstraordinære år – også politisk – i coronaens skygge. Og i horisonten truer et folketingsvalg senest i 2023, som kan få sarte politiske sjæle til at tænke i valgkamp lidt for tidligt. Tænke i positioner fremfor resultater. For det er rigtigt, at vælgerne ikke bedømmer politikerne på, hvad de har gjort, men derimod på, hvad de vil gøre.
Men kære politikere, lige nu er det temmelig nemt at få øje på alle de ting, der bare ikke bliver gjort. Det vil vælgerne også kunne huske ved næste valg. Og vælgerne kommer ikke til at uploade skuffede billeder af sig selv og mundhugges om mellemregninger. De kommer til at stemme på dem, der vil noget andet og mere end at puste sig op som hanekyllinger.
Ugens check
Partierne på Christiansborg taler nu alle sammen om de stigende varmeregninger. Regeringen vil lave en skattefri “varmecheck” til de hårdest ramte danskere, som enten selv har gasfyr eller fjernvarme baseret på gas. Torsdag mødtes klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen med partierne til en indledende snak om problemet.
Det var kun Liberal Alliance, som mindede folk om det lidt specielle i, at skatteyderne skal betale for et bestemt forbrug hos en bestemt gruppe mennesker, bare fordi prisen midlertidigt er steget. De foreslog i stedet en afskaffelse af elafgiften.
Men professor i energiforsyning Brian Vad Mathiesen konstaterer, at en sænkning af elafgiften ikke giver flere varmepumper eller er gavnligt for klimaet. Måske skulle vi lige finde ud af, hvordan vi får mest klima for pengene, før vi sender en check.
Ugens mundkurv
Marie Krarup, som har meddelt, at hun ikke genopstiller ved næste valg, har sat sig på meget af omtalen af Dansk Folkeparti i denne uge. Undervejs fik hun også lige givet partistifter Pia Kjærsgaard mundkurv på.
De har godt nok aftalt at holde kritik internt nu – det går det ikke ret godt med – men når en journalist spørger Krarup om noget, afslutter hun med en besked om, at de skal sms’e, hvis Pia siger noget. Det er næsten morsomt.
Marie Krarup har de facto udnævnt sig selv til en slags retorisk kyskhedsbælte for Pia Kjærsgaard. Men er der nogen, hvis ytringsfrihed det er svært at knægte i dette land, så må det være Kjærsgaards. Tænk, at man kan blive så draget af at følge med i sådan en stirrekonkurrence.
Ugens pressemøde
Regeringen tog det første stik hjem i coronahåndteringen for to år siden med den første store nedlukning. Torsdag tog regeringen også det, der kan vise sig at blive det sidste stik hjem.
Undervejs har Folketinget lært, at det er godt at samle sig om ledelsen, når landet er i krise, men man skal huske fortsat at se verden med skarpe øjne.
Der har i den grad været fejl undervejs, ikke mindst i minksagen, men også i en lang række andre mindre, men vigtige spørgsmål. Før vi alle skynder os videre til den almindelige hverdag, som vi alle håber bider sig permanent fast, bør vi bruge tiden på at få samlet op på det, vi har lært.
Fra kælder til kvist. Fra kosteskabet på det mest udsatte plejehjem til de fineste kontorer i landet. En krise er spildt, hvis man ikke lærer noget af den.
