Statsministeren har udfoldet en ihærdig indsats for at få korrigeret de billeder, hun selv har skabt, at hun er mere rød end grøn. Socialdemokratiet har skudt en kampagne afsted på sociale medier. Statsministeren har givet interview og skrevet en kronik. Men problemet med klar kommunikation er, at det kan huskes.
Forrige søndag kunne man læse følgende rubrik i Politiken: 'Mette Frederiksen: Jeg har skiftet mening. Det grønne er ikke længere sekundært'.
Ironisk nok blev det ledsaget af et billede af statsministeren på en mark. Tidligere miljø- og fødevareminister for Venstre Esben Lunde Larsen fik ellers i 2016 ørerne i mejetærskeren for at have sagt, at marker var en naturoplevelse. Men grønne er de da i hvert fald nogle gange på farveskalaen. Og det var statsministerens ærinde: En farvekorrektion.
Hun har også brug for en korrektion af sin position – blandt andet på den grønne dagsorden. Valget til kommuner og regioner i efteråret afslørede en dyb kløft mellem storbyvælgerne og Socialdemokratiet, som skal fyldes med bionedbrydelig politik, før statsministeren selv skal møde vælgerne ved det kommende folketingsvalg. Og hun er langtfra den første statsminister, der har måttet fylde kløfter før valg. Heller ikke på den grønne dagsorden.
Anders Fogh Rasmussen gik fra, at »ikke en fugl, ikke en fisk, ikke en frø har fået det ringere af regeringens miljøpolitik« i 2003 til en timelang grøn omvendelsestale i 2008, hvor han bekendte, at han længe havde hørt til dem, der var lidt i tvivl om det med klimaet, men nu konkluderede, at klimaforandringerne var menneskeskabte, og at vi nu skulle skabe et grønt samfund.
Men den egentlige forandringsagent for Venstre var dengang, at Anders Fogh Rasmussen gjorde klimapolitik til sikkerhedspolitik. Det var ikke overvejelser om baconens snarlige udfasning, der flyttede noget. Det var sammenkoblingen af grøn med krudt og kugler. Afhængigheden af olie og gas fra en række ustabile lande og regimer udgjorde simpelthen et strategisk problem.
Den nuværende statsminister kan ikke bruge den samme forandringsagent, selvom tidens store krise omkring Ukraine ellers passer som rosenkål på økopizza til det argument. Tiden er en anden. I 2008 skulle man bære udlændingepolitik i hjertet, men i dag er det den grønne dagsorden, der skal være i hjertet. Der tæller rationelle erkendelser ikke.
Mette Frederiksen forklarer i stedet sin erkendelse med, at hun før »var bange for, at det risikerede at skade sammenhængskraften«. Det er hun ikke længere, for »vi har gjort det, som jeg ikke var sikker på ville være muligt. Kombineret høje danske klimaambitioner med den rette sociale balance. Det er lykkedes hurtigere og mere solidt, end jeg havde turdet håbe på. Derfor findes mit eget forbehold ikke længere. Hvor der tidligere har været et ’men’, så sletter vi det fremadrettet«, som hun skriver i sin kronik.
Det, der trak overskrifter i forbindelse med Foghs grønne tale i 2008, var dels at den teflonbeklædte statsminister havde erkendt en fejl. Og dels at han nu ville være grøn forkæmper.
Klip til februar 2022: Det trækker overskrifter, at den teflonbeklædte statsminister erkender en fejl, og at hun nu vil være grøn forkæmper.
Statsministerens erkendelse er bakket op af det faktum, at et flertal netop har aftalt kompensation for de stigende varmeregninger, hvilket understreger, at man kan holde en social balance selv i en kold tid. Men er det nok til, at folk køber ind på erkendelsen?
Socialdemokraterne har været så overbevisende i deres lukning af den politiske kløft fra 00erne, at den er svær at løsrive sig fra. Måske er danske statsministre ikke altid bare nuancer af røde, men derimod grøn lyseblå med stjerner på.
Ugens nemlig
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard er nået frem til den erkendelse, at det var nogle »dumme« og »bøvede« bemærkninger, han tidligere har brugt om nemlig.com-kunder på Østerbro.
Han forklarer, at Socialdemokratiet »i vores iver efter at genetablere Socialdemokratiets historiske rolle som arbejderklassens talerør har forsøgt at være meget, meget tydelige i vores politik og retorik«.
Nu vil beskæftigelsesministeren så i stedet vise, at »det socialdemokratiske telt er stort nok, og at det opleves som stort nok for dem, der ikke tilhører arbejderklassen, men som solidariserer sig med den«. Mærkværdigt, at han ikke vidste, at en temmelig stor del af Østerbro solidariserer med enhver, der oplever uretfærdigheder.
Hele manøvren er en uelegant tilpasning efter vælgeranalyser og bliver derfor i sig selv temmelig bøvet – og vil helt sikkert blive gennemskuet som netop det. Nemlig!
Ugens tavshedsbryder
FE-Sagen om og mod Lars Findsen udvikler sig stadigt mere opsigtsvækkende. Og det siger noget om sagen, at det mest opsigtsvækkende i denne uge ikke er det faktum, at manden er blevet løsladt, men derimod den perlerække af normalt tavse grå eminencer, der nu har noget at sige om sagen.
To tidligere departementschefer fra Statsministeriet, to tidligere fra Forsvarsministeriet og to tidligere departementschefer fra Justitsministeriet har taget bladet fra munden og helt undtagelsesvis sagt noget – og endnu mere undtagelsesvist sagt noget meget klart, nemlig at sagen er fejlhåndteret. Det bør få alle øjne til at vokse til tekopstørrelse.
Sagen ligger under en metertyk dyne af hemmeligheder og spin. Og lur mig, om der ikke også er et personligt opgør eller to, der bliver afregnet undervejs. Men at sagen udgør et gigantisk problem for regeringen, er åbenlyst.
Ugens detalje
Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S), har været i podcasten 'Ministertid', som bestyres af tidligere LA-minister Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Dam Kristensen blev adspurgt, om han var bange for at blive statsminister, siden han ikke stillede sig til rådighed som S-formand, dengang det blev Helle Thorning-Schmidt.
Han fortæller, at man skal stille sig selv tre spørgsmål: Er det godt for partiet? Vil du evne at være statsminister? Og er det godt for dig? Han nåede aldrig forbi det sidste spørgsmål. Det er en sød detalje i den politiske historieskrivning. Men det hører med til historien, at Henrik Dam Kristensen er en af de mest afholdte medlemmer af Folketinget gennem årtier.
Enhver der har set 'Game of Thrones', ved, at kun den konge, der ikke rigtigt ville være det, bliver god. I mellemtiden må vi vente på, at der kommer en ny kandidat trillende, som er gået lidt i stykker og har brugt sit liv på at kigge på fugle og filosofere over menneskehedens historie.
