Det kommende folketingsvalg er stærk påvirket af udefrakommende begivenheder og dramatiske omstændigheder omkring danskernes hverdag. Det udgør et stort dilemma for politikerne både på politisk indhold og i forhold til taktikken.
De valgkampsplaner, der lå klar i skufferne hos partierne, har i bedste fald skullet revideres, og i værste fald tænkes helt om. Danskerne er tynget af energikrise, inflation, stigende renter og faldende boligpriser – og det hele midt i et arbejdsmarked, der skriger på flere hænder.
Velfærden opleves nærmest historisk tyndslidt, tilliden til bærende institutioner og traditioner er på retur, og verden står noget nær i flammer. Det er ekstremt modsatrettede politiske udfordringer, som derfor er hysterisk svære at finde den rette håndtering af. Især samtidigt.
Det er politikernes umulige opgave at tvinge problemerne til at stille op i en slags rækkefølge, for nok kan man gøre flere ting samtidigt, men ikke uden at de skubber til hinanden.
Vil man for eksempel kompensere sig ud af stigende energipriser, så skubber man til inflationen. Vil man forbedre den slidte velfærd, skubber man til inflationen og forværrer manglen på arbejdskraft i den private sektor, som skaber finansieringen af den offentlige sektor. Og sådan kunne man blive ved.
Og det hele bliver kun mere kompliceret af, at det skal foregå i en valgkamp. Der er meget få eksempler på, at regeringer er tiltrådt med en erklæring om, at det skal blive værre, før det kan blive bedre.
Valgkampe er i sagens natur ofte en konkurrence om at skabe positive forventninger, men forventningerne står allerede langt højere, end hvad ansvarlige politikere kan levere, hvis de ser på alle problemerne på én gang.
Den uheldige taktiske konsekvens bliver ofte, at politikere fokuserer på de enkle, symboltunge problemstillinger, som er lette at afkode og sandsynlige, at man rent faktisk kan levere på.
Et forbud mod tørklæder koster for eksempel ikke noget. Det skubber heller ikke til inflation eller kræver flere hænder. Men det kan skubbe stemmer.
Den store forkromede plan for, hvordan Danmark skal komme bedst muligt igennem alle disse mange problemstillinger, risikerer nærmere at skubbe vælgere væk end at tiltrække dem.
Medmindre man simpelthen manipulerer og stikker folk blår i øjnene. Virkeligheden ikke bare ser tung ud for øjeblikket. Den er tung.
Og konkurrencen mellem partierne, når vælgerne nu ser ud til at sprede sig over ikke færre end 15 partier, er benhård. Der er kamp om marginalerne, og kun få partier har rigtigt råd til at præsentere politik, som skubber mange vælgere væk.
Det er på sin vis ironisk, for når der overhovedet er 15 partier, er det jo i sig selv et udtryk for, at vælgerne ikke er tilfreds med det, de bliver tilbudt fra de gamle partier – som så af frygt for at miste flere stemmer ofte vil undlade at præsentere politik, der gør ondt på den mindst lille vælger i deres synsfelt. Hvilket igen fører til snævre symbolske politiske forslag, fremfor de store løsninger, som måske er det, som vælgerne i virkeligheden har brug for.
Eller sagt på en anden måde: Det er virkeligt svært at være politiker lige nu! Både politisk og taktisk.
Der er til gengæld kun en, der har ansvaret for ikke at fastholde nationen i en politisk uholdbar situation, hvor det faktum, at der er valgkamp, står i vejen for brede, ansvarlige samtaler og løsninger. Og det er statsministeren.
Hun skal ikke vente ret meget længere med at få renset luften, for alle har brug for at komme ind i et rum, hvor løsninger handler om det fælles bedste – ikke om at stemmeoptimere.
Ugens mellemregning
Fredag udsendte Udenrigsministeriet en pressemeddelelse om, at Danmark og Rwanda har underskrevet en erklæring om en ambition om, at etablere et system for overførsel af asylansøgere.
Prøv lige at smage lidt på ordene: En erklæring (læs: ikke voldsomt bindende) om en ambition (læs: slet ikke bindende) om at etablere et system (læs: en plan om en plan).
Ud over den konkrete løsning med, at få asylansøgere ud af Europa, så er dét, som regeringen håber på, en debat om udlændingepolitik. Men det, der er på bordet, er stadig en bureaukratisk mellemregning. Altså i kategorien 'ikkenyhed'.
I er ikke børn, der skal roses for at øve jer. I er en regering, der skal levere resultater. Ring, når I har en aftale!
Ugens privatliv
Berlingske kunne torsdag berette om stærkt private oplysninger om den hjemsendte FE-chef, Lars Findsen, der er blevet delt med de partiledere, der har modtaget regeringens briefing i FE-sagen.
Det har fået både eksperter og tidligere efterretningschefer til at udtale sig i meget kritiske vendinger. En tidligere chef for PET har endda politianmeldt den nuværende chef for brud på tavshedspligten, fordi der tilsyneladende er tale om uberettiget videregivelse af private oplysninger.
Sagen var i forvejen stærkt problematisk for regeringen. Den forekommer efterhånden skandaløs. Den sag må og skal undersøges nærmere, hvis ikke danskerne skal miste mere tillid til afgørende institutioner og tjenester.
Ugens familieforhold
Ekstra Bladet har gennem nogle uger kunnet bringe en række historier om usandheder omkring Søren Pape Poulsens ægtefælle, som K-formanden også har viderebragt.
Det handler om karakter og derfor er det ikke kun et spørgsmål om private forhold, men også om Søren Pape Poulsens dømmekraft – og dermed egnethed som statsminister. Det er blevet en sag, som ikke kan lukkes, og det er i sig selv et problem.
Mange ville nok have haft et skævt smil til overs for en forklaring om, at kurmageri kan afføde lidt pynt på den personlige fortælling. Hvad der til gengæld ikke er den store forståelse for, er gentagne omgange forklar-mig-røv (undskyld udtrykket). I den jord gror kun bekymringer om, hvordan den slags vil se ud på forsiden af internationale aviser.
