Statsminister Mette Frederiksen har fået sin egen podcast, 'Statsministeren Spørger', hvor hun interviewer fremtrædende danskere om dilemmaer. Det fremkaldte straks kritik, men podcasten er overhovedet ikke problemet.

Man kan gøre sig mange overvejelser på forhånd om, hvordan man vil være statsminister, herunder også, hvordan og hvornår man meddeler noget til offentligheden, men fælles for alle statsministre er ønsket om kontrol. Eller så meget kontrol, man kan opnå, uden at man for alvor kan beskyldes for ikke at stille op til kritiske spørgsmål.

Og der er sket meget over de seneste 30-40 år. Det, vi i mange år kaldte det ugentlige pressemøde, selvom det aldrig har været hver uge, er for længst væk.

I Anker og Schlüters tid var der mere tale om en uformel samtale, som journalister ikke måtte referere fra. Det måtte man under Nyrup, men stadig ikke til tv og radio.

I Foghs tid kom tv-kameraet med til pressemødet, men kun fra bestemte vinkler, for eksempel måtte man ikke lave et såkaldt 'over the shoulder shot', hvor man filmer hen over skulderen på statsministeren.

Det tillod Løkke – og dermed kom journalisterne med i fjernsynet og det ændrede dynamikken. Og Thorning afskaffede det ugentlige pressemøde og skabte et månedligt i stedet. Og under hele processen blev pressemøderne kortere og kortere.

Mette Frederiksens regering har givet det gamle pressemøde ny status. Noget af det er corona-betinget. Men regeringen benytter også en anden type pressemøder, som nærmest er en tv-transmitteret pressemeddelelse, hvor muligheden for at stille spørgsmål er meget begrænset og som regel kun må handle om det aktuelle emne.

Sideløbende med den udvikling, har vi de sociale mediers fremfærd, som har gjort politikere og regeringer mere og mere uafhængige af de gamle mediers redigering og kritiske spørgsmål.

Hvor Schlüter og Nyrup måtte skrive lange kronikker og piske landet rundt for at holde taler, som kunne blive gengivet i regionale medier, så fik deres efterfølgere flere og flere muligheder for at vælge egne mediekanaler.

I Fogh-regeringens tid var det et selvstændigt mål at være med på de nye digitale muligheder, Han fik også en blog, som dengang var det sidste nye. I dag er alle toppolitikere superbrugere af de fleste sociale medier, men hvor man i Løkke og Thornings tid gik efter at have flest følgere, går man i dag efter at have mest engagement – altså at brugerne gør noget, for eksempel liker og deler. Og man blander sig på hinandens platforme, hvilket for 15 år siden ville blive betragtet som dårlig stil.

Og her falder Mette Frederiksen naturligt ind i rækken af statsministre. Hun er blevet Instagram-statsministeren, som kommunikerer gennem billeder. Under sidste valgkamp så vi Frederiksen i samtale med youtubere om hvaler og andet, som ingen journalist nogensinde ville spørge til.

Og flere og flere politikere kaster sig efterhånden over LinkedIn, som kan præstere en bedre tone end de verbale overfald, man bliver udsat for på Facebook og Twitter. Nogle er endda hippe nok til TikTok.

Nye muligheder fører altså til nye tiltag. Og podcast er hot. Hvorfor skulle statsministeren dog ikke kaste sig over den disciplin? Ideen om dilemma-samtaler er ikke ny. Fogh holdt kaminpassiarer under valgkampen i 2007, netop for at få den type samtaler. Det er kanalvalget, der er nyt – og velvalgt.

Problemet er altså ikke, at statsministre kaster sig over nye platforme, hvor de kan møde vælgerne. Det er erstatningen for de vælgermøder, meget få af os gider gå til længere. Problemet er, at de kritiske spørgsmål har fået meget trange vilkår.

Politikerne har simpelthen ikke brug for de gamle medier på samme måde længere. Ironisk nok er den første gæst i statsministerens podcast en chefredaktør, som dermed bliver en del af den valgkamp, der tydeligvis er skudt i gang.


Statsminister Mette Frederiksen til Nordsø-topmøde på Esbjerg Havn
Statsminister Mette Frederiksen til Nordsø-topmøde på Esbjerg Havn Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Vis mere

Ugens pressemøde

Torsdag tonede statsministeren frem på et pressemøde fra Esbjerg Havn med et ambitiøst budskab om at tidoble kapaciteten for havvind. Frederiksen var flankeret af kolleger fra Tyskland, Holland og Belgien og af Ursula van der Leyen til det, der blev kaldt 'North Sea Summit' (Nordsø-topmødet).

Statsministeren har som bekendt tidligere truet med at lænke sig selv til Aalborg Portland, hvis nogen skulle true de 350 arbejdspladser mod nord, men hun skulle hellere lænke sig selv til Esbjerg Havn.

Man får ikke et flottere bagtæppe for grøn omstilling end de gigantiske havvindmøller, der tronede i baggrunden under torsdagens pressemøde. Men bortset fra den fejlplacerede lænke var alt ved pressemødet imponerende. Og godt at gå til valg på.

NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, og statsminister Mette Frederiksen.
NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, og statsminister Mette Frederiksen. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Ugens besøg

Som om det ikke var nok med North Sea Summit, så kiggede NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, også forbi Danmark i denne uge.

Ud over at han er sympatisk og taler det hyggeligste norsk-engelsk i verden, så fik han også lige ryddet er par tidsler væk i forhold til den forestående folkeafstemning om forsvarsforbeholdet.

Dele af nejsiden argumenterer nemlig med, at et øget fokus på forsvar i EU ikke er i tråd med NATOs ønsker. Det argument skød Stoltenberg helt ned. Han hilser det velkommen og betragter det som et supplement til NATO. Endnu et flueben på statsministerens tjekliste.

Tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).
Tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V). Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Ugens nej


Måske er statsministeren heller ikke helt utilfreds med, at De Konservative efter lange overvejelser endte med at afvise at ophæve tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksens immunitet i FE-sagen. Dermed er der ikke flertal, og sagen falder til ro på denne side af et folketingsvalg.

Men før statsministeren sætter endnu et flueben på listen over, hvad der skal være på plads før et folketingsvalg, bør man nok lige slå koldt vand i blodet.

De klogeste hoveder i centraladministrationen gennem årtier har helt usædvanligt sagt, at det hele skulle have været håndteret anderledes, så man aldrig var endt her. Diskussionen kan meget vel vende tilbage til det udgangspunkt nu.