Kommentarsporet går bananas, og anklagerne, om at vaccinefortalere er statsbetalte løgnere, flyver ind fra højre og venstre, når B.T. sender Facebook Live-udsendelser om covid-19.

Det er til trods for det faktum, at vaccinerne virker, hvilket vaccineforsker Camilla Foged fra Københavns Universitet var i B.T. Live for at fortælle om. Her kunne hun fortælle om nogle helt nye tal.

Hvordan kan det være, at der ikke er meget stor forskel mellem dem, der er vaccineret, og uvaccinerede, som får corona. Virker vaccinerne overhovedet imod at blive smittet?

»Det er, fordi langt størstedelen kun har fået andet stik for mere end fire måneder siden, og så er der ikke lige så god beskyttelse imod at blive smittet. Men tallet ville vise en meget større forskel, hvis vi alene så på forskellen mellem uvaccinerede og dem, der havde fået tredje stik.«

Hun peger på, at der er kommet helt nye tal fra britiske studier, der viser, at beskyttelsen mod overhovedet at få infektionen ikke er lige så høj ved smitte med omikron, men den er stadig markant ved tredje stik.

»Det er ikke så sort-hvidt, men der er 60 procent bedre beskyttelse imod at blive smittet ved tredje stik. Der er dog endnu ikke tal på, hvad alderen betyder for effektiviteten. Indtil videre har vi kun et gennemsnit,« siger Camilla Foged.

Men at tredje stik skulle give bedre beskyttelse, tror hovedparten af kommentarsporet ikke på. Der er sågar en tydelig tendens i disse udsendelser om covid-19. For her kan en gæst, der siger god for vaccinerne, se frem til en gedigen omgang verbale tæsk.

Netop det prægede også kommentarsporet, da vaccineforsker Camilla Foged var gæst. Blot fordi hun forsøgte at gøre seerne klogere på vaccinens effektivitet ved at holde sig til de rene tal.

»Man kan bare se i dit fjæs, at du er fuld af løgn,« skriver seeren Nicolai Løvgreen.

»Camilla, hvad betaler industrien dig for at udtale dig, som du gør?« skriver Victoria A. Søndergaard.

Og nogle kommentarer går også skridtet videre.

»Psykopat,« skriver Dennis Jespersen.

Men det forhindrede ikke debatten i at fortsætte på ordentlig vis.

Du siger, at tredje stik giver mere beskyttelse, men hvis effektiviteten alligevel falder så hurtigt, hvorfor så egentlig vaccinere? Så skal vi vaccineres hver anden til tredje måned?

»Vi skal ikke blive ved med at blive vaccineret. Vi får tredje stik, og så vil mange af os nok også blive smittet med omikron, men vil få et meget mildt forløb. Og så vil jeg tro, at vi har en rigtig god immunitet, fordi vi både er vaccineret og har fået en naturlig infektion,« siger Camilla Foged og peger på, at epidemien ser ud til at brænde ud snart, og når den er det, vil mange være immune eller delvist immune, og derfor bliver coronavirus en sæsonvirus ligesom mange andre.