Det er kun få timer siden, jeg modtog meddelelsen om, at en af mine venner er død.

Det var ventet, men ikke desto mindre alt for tidligt. Og med præcis den lange seje afslutning på livet, som intet menneske ønsker sig.

Tilbage står kone og børn efter en udmattende årrække og kæmper med en altopædende sorg på den ene side og en samvittighedsnagende lettelse på den anden.

Så fik han fred. Og hvor iskoldt det end kan lyde: Det fik familien også.

Jeg ved ikke, hvordan det er at miste en forælder, men jeg synes, det er hårdt for et ungt menneske at skulle tage afsked på et tidspunkt, hvor man stadig har brug for at stille spørgsmål og brug for at forstå, hvorfor man er den, man er.

Det at spejle sig i et menneske, som man er biologisk knyttet til, et kærligt menneske som har været en vigtig hjørnesten, siden man blev født, synes pludselig ekstra vigtigt, nu hvor det er slut. Derfor undrer det mig såre, hvor svært det kan være for udenforstående voksne at stille spørgsmålet: Hvordan har du det?

Der er hundrede måder at reagere på, når man rammes af sorg eller tragedie, og omgivelserne kan være nok så uenige i måden, hvorpå det tackles, men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at alle vi på række to må respektere de ønsker, familien har.

Det sker gang på gang, og jeg kan kun stå i kulissen og ryste på hovedet, når jeg ser, hvordan grænser overtrædes og omtanke udelades, fordi ellers nære venner ikke forstår, at de selv skal træde i baggrunden og overlade scenen til den allernærmeste familie, når afskedens time nærmer sig.

Jeg ved, det kommer et godt sted fra, når gamle venner møder op for at besøge, give et sidste kram og ved selvsyn konstatere, at det lakker mod enden. Men jeg tror, man skal spørge sig selv: For hvis skyld? For den døende kan det være udmattende og for familien et spørgsmål om, at de få vågne minutter skal være helliget de børn, der behøver de sidste rester af nærvær, inden det er slut.

Det kan være rigeligt at sende en hilsen i et kort eller på en SMS, og så kan man jo tage imod med kyshånd, hvis der åbnes op for et besøg.

Det kan være et tilfælde, men jeg bemærker bare, at det ofte er kvinder, der synes, de skal have en holdning til, hvordan den raske part, mand eller kvinde, skal agere. Hvilke friheder må man tage sig, når ægtefællen er dødeligt syg? Må man rejse på ferie? Må man tage til fest?

Jeg mindes med gru en dokumentarfilm, der gik i biografen for en del år siden, som fulgte en kvinde, hvis mand var blevet hjerneskadet. Hun blev forfulgt på grusomste vis af sine omgivelser, da hun til slut valgte ægteskabet fra. Ikke én interesserede sig for, hvordan det påvirkede børnene at have en far, der var mentalt ødelagt, og en mor, som folk spyttede på på gaden.

Mange mennesker har brug for at sætte sig selv i scene, når venner rammes af sygdom. Det er sikkert forståeligt, hvis man har følt sig overflødig og endelig får mulighed for at gøre en forskel. Igen vil jeg gerne understrege, at jeg også godt forstår, at det kan komme et godt sted fra.

Jeg konstaterer dog, at det gerne er de samme mennesker, der har titusinde undskyldninger, når de så bliver bedt om hjælp, der kræver en ekstra indsats og har skær af noget kedeligt. F.eks. køre fire timer for at hente en kørestol eller våge om natten. 'Ring endelig, hvis du har brug for hjælp,' siger de. Men det skal være den hjælp, de selv synes.

Og hey…det er faktisk okay ikke at orke at hjælpe. Og det er også okay at sige: 'Jeg kan kun hjælpe med det og det, for jeg har for meget om ørerne selv.' Det er ærlig snak.

Men det andet, at tilbyde hjælp for så at trække sig er et kæmpe svigt. Ligesom det er et kæmpesvigt ikke at spørge børnene: Hvordan har du det? De behøver ikke være ret gamle for at kunne sætte ord på. Faktisk er de ofte de bedste til at tale frit om netop døden.