En smule under radaren har et opsigtsvækkende magtskifte fundet sted i dansk politik.
Der var engang, da Dansk Folkeparti stod enevældigt på tronen som Danmarks mest indflydelsesrige protestparti. Det er slut nu. Rollen har Nye Borgerlige definitivt overtaget, mens DF er efterladt kriseramt og tilsyneladende fuldstændig uden det greb om de ældre og uuddannede vælgere, der i årevis var partiets særkende og vej til magten.
Nu er det Nye Borgerliges Pernille Vermund, som de seneste måneder har fået sig iscenesat som politikeren, der siger det, som almindelige mennesker går rundt og tænker.
Det er lykkedes Vermund at erobre positionen som hende, der repræsenterer alt det, som 'elite-Danmark' ikke vil – eller tør – sige.
Den lille mands talerør. Kampen imod politisk korrekthed. At kalde en spade for en spade. Benhård udlændingepolitik.
Der ringer en klokke, ikke sandt?
Jo, lige præcis. For man kommer ikke udenom, at Pia Kjærsgaard og Pernille Vermund ligner hinanden. Eller mere præcist: Der er en slående lighed mellem det, Pia Kjærsgaard kunne engang – og så det, Pernille Vermund formår i dag.
Det er svært ikke at se Pernille Vermund som en 'Pia K. version 2.0'.
Selvfølgelig er der masser af forskelle. Først og fremmest måske den sociale baggrund. Pia Kjærsgaards fortid som hjemmehjælper er velkendt; Pernille Vermund derimod er uddannet arkitekt, bor i Nordsjælland og er i øvrigt gift med en ganske velbeslået mand, finanskometen Lars Tvede.
Ikke desto mindre er det Vermund, der i dag står som den, der taler den lille mands sag.
Til gengæld synes Pia Kjærsgaards – for da slet ikke at tale om den stadigt mere rådvilde Kristian Thulesen Dahls – greb om folket at være fuldstændig forduftet. Det engang så magiske politiske touch, hvor DF-lederen med seismografisk præcision kunne måle stemningen helt nede i folkedybet, er væk.
Godt nok forsøger de, DF-lederne, ihærdigt og behjertet at genetablere fordums direkte linje ind i folkesjælen. Men det lykkes ikke rigtigt. Der er hele tiden dette anstrøg af for lidt – og for sent. Og måske mere end noget: Fornemmelsen af, at vi har hørt det alt sammen før.
Egentlig gør de ikke noget forkert. Og det må være frustrererende, at alle forsøgene på at ramme vælgeråren i teorien burde fungere. Som når DF på de sociale medier tordner mod regeringens idé om at indføre to vegetardage i offentlige kantiner.
I gamle dage ville den slags udmeldinger virkelig tage kegler og sikre DF medietid i flere dage. Nu er der bare ... stilhed.
Anderledes med Pernille Vermund, der hele tiden formår at skabe opmærksomhed om sine udmeldinger. Udmeldinger, der i princippet lige så godt kunne komme fra DF. Hendes store fordel er bare, at hun ikke ses som en del 'af det gamle', men tværtimod har haft held til at profilere sig som det nye, friske pust.
Tag bare de seneste uger, hvor Vermund har evnet at bryde gennem lydmuren med udmeldinger om alt fra MeToo-hysteri, Muhammed-tegninger – samtidig med at hun har fisket effektivt blandt de stadigt flere danskere, der har fået nok af regeringens coronalinje.
Det sidste er værd at bide mærke i, fordi Vermund i dag ligger et helt andet sted end i foråret, hvor hun faktisk på lange stræk stod som Mette Frederiksens bedste ven i oppositionen i forhold til coronahåndteringen.
Men siden har folkestemningen flyttet sig. Og så flytter Vermund med. Det er det, hun kan.
De seneste meningsmålinger afspejler, hvor meget tur Vermund for øjeblikket har i den. Det er ikke længere usandsynligt, at Nye Borgerlige kan blive dobbelt så store som Dansk Folkeparti.
Pernille Vermund er selvfølgelig det store trækplaster. Men i takt med at partiet får mere og mere opmærksomhed, begynder nye figurer at folde sig ud i vælgernes bevidsthed. Især Mette Thiesen og Lars Boje Mathiesen er eksempler på folk, det er værd at holde øje med.
